Der er ikke mange, der ved det, men stoffet ubiquinon – også kendt som coenzym Q10 – er opstået, længe før de første planter, dyr eller mennesker så dagens lys. Det var forhistoriske bakterier, der udviklede det som et nyt og bedre brændstof, som gjorde det muligt for bakterierne at overleve i en atmosfære, der pludselig havde fået en markant højere iltkoncentration.
Af Bjørn Falck Madsen
Du kan sende en venlig tanke til de bakterier, der for ca. 2,5 milliarder år siden valgte at skifte fra en type brændstof til en anden. Havde de ikke gjort det, ville du ikke have siddet og læst denne artikel nu, for så havde der med al sandsynlighed ikke eksisteret liv på Jorden. Stoffet ubiquinon, som (næsten) alle celler i din krop bruger til at danne energi af, blev oprindeligt udviklet af de forhistoriske bakterier i et desperat forsøg på at tilpasse sig den langt højere iltmætning af atmosfæren, som pludselig var opstået.
Bruges til energidannelse
Quinoner er stoffer, som mikroorganismer (og celler) bruger til at transportere elektroner som led i deres energiomsætning, hvor ilt også indgår i processen. Men fordi iltkoncentrationen pludselig var øget så voldsomt, var bakterierne tvunget til at opgive napthoquinon, deres oprindelige brændstof, og udvikle ubiquinon, der langt bedre kunne beskytte dem mod ilten.
Beskytter mod iltens skadevirkning
Ilt er nemlig et tveægget sværd. Som bekendt er det en nødvendig komponent i levende organismers energiomsætning, men det kan også være stærkt giftigt, fordi det er med til at danne farlige iltforbindelser (frie radikaler), som har en ødelæggende effekt. Bakterierne stod vitterlig over for et valg imellem at blive flået i stykker af den potentielt ødelæggende ilt og at anvende en ny elektrontransportør, som kunne beskytte mod iltens skadelige virkning.
Fra bakterier til celler
Men hvor er koblingen så imellem bakterierne og celler, som vi kender dem i dag? Ja, det er en interessant historie i sig selv. En fremherskende teori går ud på, at en af disse forhistoriske bakterier (prokaryot) på et tidspunkt trængte ind i en anden bakterie og dannede et varigt partnerskab. Denne indtrængende bakterie udviklede sig til det, vi i dag kender som mitokondriet og er cellens kraftværk. Den første levende celle (eukaryot) havde indtaget universets scene og kunne begynde at formere sig.
Stor interesse blandt forskere
Efterfølgende er det nye, forbedrede brændstof, ubiquinon, blevet overført til celler i levende væsener, herunder mennesker, så det er vel ikke for meget at sige, at det er grunden til, at vi er her i dag. Ubiquinon, som de fleste folk blot kalder coenzym Q10, har været genstand for forskernes interesse, og det er ikke småting, man har fundet frem til inden for de senere årtier med hensyn til dette stofs betydning for vores trivsel og helbred.
Fik Nobelprisen for at forklare virkningen
Selvom ubiquinon altså har eksisteret i to og en halv milliard år, skal vi skrue tiden helt frem til 1940, før forskere for første gang stødte på stoffet. I 1957 lykkedes det amerikanske videnskabsmænd at udvinde ubiquinon fra oksehjerter, og i 1978 fik den britiske biokemiker Peter Mitchell Nobelprisen i kemi for sit udførlige arbejde med at forklare stoffets rolle i cellernes energitransportkæde.
Mennesker kan også danne stoffet
Vi mennesker danner selv vores ubiquinon. Vores egenproduktion af stoffet når dog sit højdepunkt relativt tidligt i livet, normalt omkring tyveårsalderen, hvorefter det gradvist går den anden vej. Herefter begynder cellernes indhold af stoffet langsomt at dale. Det betyder, at energiomsætningen går ned, og mange af de livsvigtige funktioner, som netop afhænger af energi, påvirkes også. Det er imidlertid lykkedes at fremstille stoffet og putte det i kapsler, som man kan indtage for på den måde at kompensere for det aldersbetingede tab.
Parodontosepatienter har lavere niveau
Allerede i 1970’erne havde amerikanske og japanske forskere observeret, hvordan tilskud af coenzym Q10 kunne forbedre symptomer på bl.a. hjertesvigt og parodontose. Sammenhængen er blevet set i andre og nyere undersøgelser, og det interessante er, at indholdet af coenzym Q10 i såvel betændt tandkød som i hjertevæv hos hjertesvigtpatienter er lavere end det tilsvarende niveau hos raske mennesker. Det tyder med andre ord på, at der er en sammenhæng imellem mangel på stoffet og en forringet energiomsætning, som altså kan forklare de forskellige symptomer.
Hjalp hjertesvigtpatienter i stor undersøgelse
En af mest overbevisende videnskabelige undersøgelser af coenzym Q10 og hjertet er Q-SYMBIO, som blev offentliggjort i JAAC Heart Failure i 2014. I alt 420 patienter med varierende grader af hjertesvigt blev inddelt i to hold. Et hold fik konventionel medicinsk behandling mod hjertesvigt, og det andet hold fik den konventionelle behandling samt tre daglige kapsler coenzym Q10 (Bio-Qinon Q10) med 100 mg coenzym Q10 i form af ubiquinon i hver. Denne undersøgelse dokumenterede, at der var 43 pct. færre, der døde af deres sygdom i den gruppe, hvor de fik coenzym Q10.
Samarbejder med selen
På samme måde lykkedes det forskere fra Universitetet i Linköping og Karolinska Institutet i Stockholm at reducere hjerte-kar-dødeligheden med 54 pct. ved at give ældre mænd og kvinder 200 mg Bio-Qinon Q10 og 200 mikrogram SelenoPrecise (organisk selengær) dagligt i fire år. Selen og coenzym Q10 har i øvrigt en indbyrdes indvirkning på hinanden, og det ene stof kan ikke fungere uden det andet. Hjertet er som bekendt et af de mest energikrævende organer i kroppen, så det kan vel næppe overraske, at mangel på coenzym Q10 i netop dette væv kan have en svækkende virkning.
Nøglen til fremtidens sygdomsforebyggelse?
Men videnskaben har fået øjnene op for de mange andre ting, som coenzym Q10 er i stand til. Foruden at være en nødvendig komponent i cellernes energiomsætning er stoffet med til at beskytte cellernes DNA. Den kombinerede rolle som energileverandør og DNA-beskytter gør stoffet specielt interessant i forbindelse med en række sygdomme, der opstår i cellernes energifabrikker (mitokondrierne), når de pludselig ikke fungerer, som de skal. Man taler om mitokondriel dysfunktion, og listen over sygdomme, der passer ind i denne kategori, er lang. Interessant er det dog, at det samme stof, som forhistoriske bakterier udviklede for at overleve, i dag tjener samme formål. Det er bare mennesker, det gavner.
