Baby uden kemi

 

 

Det ville selvfølgelig være herligt, hvis du bare kunne shoppe tøj og udstyr til dit barn i en hvilken som helst butik eller webshop uden at skulle være på vagt over for uønsket kemi. Så nemt er det desværre ikke. Få ekspertens tips til at vælge grønt, og undgå de værste kemiske faldgruber. 

 

Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – juni/juli 2019

 

Grøn redebygning

Spørgsmålene er utallige, når reden til din økobaby skal bygges:

  • Hvilke sutter er de bedste?
  • Findes der en økologisk barnevogn?
  • Må vi arve en babydyne?
  • Hvordan får vi råd til en økologisk babygarderobe?

 

Og det er ikke lige meget, hvad din baby får stukket i hånden eller bliver puttet i. Det lille barns hud er kun en tiendedel så tyk som huden hos en voksen, og det yderste hornlag på huden er ikke fuldt udviklet. Derfor trænger de skadelige stoffer nemmere igennem huden på baby, hvis evne til at nedbryde giftstoffer ikke er helt oppe i omdrejninger. Både børn og voksne optager desuden overraskende meget via luften.

 

Genbrug er guld
Med genbrug skåner du miljøet og sparer penge. Samtidig slipper du for den afgasning af kemikalier, som følger med nyindkøbte ting. Der er ingen grund til at købe for meget af babys udstyr og tøj – slet ikke på forhånd. Du kan komme ret langt med relativt lidt babytøj. Nogle bodystockinger, bukser, bluser og sokker samt en varm heldragt – så har du styr på det basale. Derfra kan du altid supplere.

Det mest bæredygtige er naturligvis at anskaffe så lidt som muligt og arve eller låne. Spørg din søster, kusine, svigerinde, veninde og andre -inder. Lur mig, om de ikke bliver glade, hvis du kan lette deres depot med babygear.

Køb ”med næsen”, og brug øjnene godt. Køb ikke, hvis produktet lugter gammel/jordslået som af hengemt sommerhus, eller der er spor af skimmel, mug eller svamp. Tjek også forinden, om det er fra et rygerhjem. Undgå at købe barnevogne, fodtøj og lignende, som den forrige ejer har imprægneret.

 

Genbrugstip
Du kan finde tonsvis af brugt babytøj og -udstyr på dba.dk, trendsales.dk og genbrugsgrupper på Facebook samt via appen Reshopper og i Børneloppens og Mødrehjælpens butikker. Varen er ofte så god som ny, og priserne i bund.

 

Spot den skjulte babykemi
Mange forhandlere markedsfører babyprodukter som værende “sunde”, “naturlige” eller “økologiske”, uden at de reelt er det. Det er fx en udbredt misforståelse, at certificeringen Oeko-tex (som ofte, men misvisende, skrives “Øko-tex”) har noget med økologi at gøre. Det har den ikke. Oeko-tex har heller ikke nultolerance over for en lang række skadelige kemikalier, fx fluorstoffer.

Mange barne- og klapvogne er imprægnerede med fluorkemi. Fluorstoffer er selv i ganske små mængder yderst skadelige for både sundhed og miljø.

Mange produkter markedsføres som “Uden BPA”. BPA står for Bispenol A, et hormonforstyrrende kemikalie. Problemet er bare, at der findes masser af andre bisphenoler, som er mindst lige så skadelige.

 

God kemi på børneværelset
Babys største indtag af uønskede kemikalier som ftalater og flammehæmmere kommer fra støv og nullermænd i huset. Følg derfor disse råd som det vigtigste:

  • Luft ud mindst to gange dagligt i mindst fem minutter med gennemtræk.
  • Støvsug mindst en gang om ugen.
  • Foretag nyindkøb til babys værelse i god tid, så det kan nå at dampe af, helst udenfor. Møbler og byggematerialer kan nemlig afgasse store mængder grimme kemikalier.
  • Undgå for mange tekstiler, også gulvtæpper – de samler støv og dermed skadelige stoffer.
  • Mal overhovedet ikke, når du er gravid (nej, heller ikke ”bare lige vuggen”). Al form for maling afgiver kemikaliedampe og kan være flere uger om at gasse af. Få malet børneværelset flere måneder før termin.

 

Om Rose Maimonide
Rose Maimonide hjælper børnefamilier med, at det bliver nemt at leve sundt og grønt i en travl hverdag. I Roses onlineunivers Grøn Stue får du guides, genveje, personlig rådgivning og varmt fællesskab. Få gratis guides på rosemaimonide.com.