Blødende tandkød kan skyldes vitaminmangel

Tandkød

 

Mange folk bliver forskrækkede, når de står og børster tænder og opdager, at det bløder fra tandkødet. Men det kan sagtens være noget så banalt, som at de får for lidt C-vitamin, siger Philippe Hujoel, som er praktiserende tandlæge samt professor i klinisk mundhygiejne ved University of Washington.

Af Bjørn Falck Madsen

 

De fleste har på et eller andet tidspunkt oplevet, at det bløder fra tandkødet, når de børster tænder eller bruger tandtråd. Det kan godt give lidt panik, men det er slet ikke sikkert, at man har hverken tandkødsbetændelse eller parodontose. Det kan nemlig skyldes, at man ikke får nok C-vitamin fra den daglige kost, fortæller praktiserende tandlæge og professor i klinisk mundhygiejne ved University of Washington, Philippe Hujoel.
 

Et spørgsmål om mere C-vitamin

I en artikel, som blev offentliggjort i februar måned i Nutrition Reviews, beskriver Dr. Hujoel på baggrund af en grundig gennemgang af videnskabelige undersøgelser, hvordan der er en klar sammenhæng imellem lavt C-vitamin i blodet og blødning fra tandkødet. Han har analyseret 15 kliniske undersøgelser med i alt 1.140 overvejende sunde og raske personer samt data fra en undersøgelse af over 8.000 amerikanske mænd og kvinder. På baggrund af dette materiale konkluderer Philippe Hujoel og hans kolleger, at man ved at øge det daglige indtag af C-vitamin kan modvirke blødninger fra tandkødet.

Druknet i faglig snak om mundhygiejne

Nu er han jo tandlæge og ved i den grad, at der ofte er en sammenhæng imellem blødning fra tandkødet og sygdomme som tandkødsbetændelse og parodontose. Man han understreger dog, at C-vitamin nærmest er druknet i faglig snak om omhyggelig tandbørstning og brug af tandtråd. Det er vigtigt med god mundhygiejne, fortæller han, men man har altså i årtier vidst, at C-vitamin også spiller en rolle.

Vigtig bestanddel i bindevæv

Kroppen bruger C-vitamin til at danne kollagen, som er hovedbestanddelen i bindevæv som tandkød, knogler, ledbånd og så videre. Derfor er det vigtigt at inkludere gode C-vitaminkilder i sin kost, herunder citrusfrugter, kartofler, broccoli, kiwi og peberfrugt. Det er så godt som umuligt at overdosere C-vitamin, da kroppen selv kan udskille det i urinen. Nogle mennesker oplever, at når de tager C-vitamin i pilleform, kan det irritere maven lidt. Her kan det være en fordel at tage præparater som Bio-C-Vitamin, der indeholder syreneutral calciumascorbat, som er skånsom mod maveslimhinden.

Kilde: Nutrition Reviews, februar 2021