At hvidløg har rigtig mange gode egenskaber, står nok klart for de fleste. Og at kun fantasien sætter grænsen for, hvordan hvidløget benyttes, kan alle kokke tale med om.
Af Torunn Laksafoss
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning.dk – efterår 2009
Skulle man nu spørge en forsker med speciale i hvidløg, så vil svaret nok blive mere farvet, alt efter om vedkommende arbejdede med frisk hvidløg eller med lagret. Forskningen har nemlig vist, at der er utrolig stor forskel på, hvordan hvidløget behandles og så dets gavnlige effekt på de forskellige sygdomme. Meget af denne forskning har tidligere været koncentreret i Japan, men i det sidste årti er resten af verden også kommet med, og resultaterne ser lovende ud. Især ved forskning i hjertekarsygdomme er man nået langt. Her har man fundet, at hvidløget har nogle særdeles gode egenskaber, når bare man sørger for at lagre det i tilstrækkelig lang tid. Umiddelbart er en lagringstid på 20 måneder optimal.
Hvorfor lagret hvidløg?
Når man skærer igennem et friskt hvidløg, vil enzymet alliinase aktiveres og begynde nedbrydningen af stoffet alliin til allicin. Allicin giver den karakteristiske smag og duft af hvidløg, som de færreste kan undgå at have et forhold til. Men selve stoffet allicin er kun en af de over 100 svovlforbindelser, der gemmer sig i hvidløget, og det har i sig selv sandsynligvis ikke nogen stor effekt mod hjertekarsygdomme.
Vælger man i stedet at lagre skive-skåret hvidløg i en blanding af vand og alkohol i 20 måneder, sker der en omdannelse af adskillige svovlforbindelser, og af disse er de vandopløselige mest gavnlige for kredsløbet. Desuden har de vandopløselige forbindelser vist sig at være meget stabile, modsat de fedt-opløselige forbindelser. Som en ekstra bonus er de vandige forbindelser lugtfri.
Et af de lagrede hvidløgsprodukter, der er forsket en del i, er Kyolic. Forskningen har især været koncentreret omkring nogle af de mange risikofaktorer, man kender for hjertekarsygdomme, med særlig vægt på hvidløgs virkning som antioxidant. De mest almindelige risikofaktorer er: højt kolesteroltal, øget mængde homocyctein i blodet, forhøjet blodtryk, plakdannelse og inflammation. En god metode til at vurdere om et middel rent faktisk nedsætter den oxidative stress, er ved at måle mængden af prostaglandin 8-iso-PGF22α (PGF2). Dette prostaglandin er fundet forhøjet i blodet ved sygdomme forårsaget af oxidativ stress, så som rygning, forhøjet kolesterol, diabetes og leversygdomme. Da niveauet af PGF2 ikke bliver påvirket af fedt fra maden, er det en meget stabil markør til måling af antioxidative stoffer. Undersøgelser har vist, at PGF2 forekommer i forhøjet mængde i arterio-sklerotisk (forkalket) karvæv sammenlignet med raskt karvæv og kan dermed sættes i forbindelse med udvikling af hjertekarsygdomme. Dette bliver også bekræftet af, at PGF2 bundet til LDL partikler i blodet, er 63 % højere hos patienter med hyperkolesterolæmi (forhøjet kolesterol) sammenlignet med en alderssvarende kontrolgruppe.
Færre blodpropper
Forsøg har vist, at Kyolic var i stand til at begrænse sammenklumpningen af blodpladerne hos raske mennesker og dermed beskytte mod dannelse af blodpropper. Muligvis kan disse observationer forklares med Kyolics virkning som en kraftig antioxidant. Også i forhold til homocystein er resultaterne gode og viser, at Kyolic bl.a. er i stand til at nedsætte mængden af homocystein i blodet. Selve homocystein spiller en vigtig rolle for udviklingen af hjertekarsygdomme samt for dannelsen af blodpropper. Høje mængder af homocystein, bundet til blodets plasma, er sat i forbindelse med øget oxidativt stress og udvikling af åreforkalkning samt venøse blodpropper.
For mange af de nævnte forsøg gælder det, at Kyolic blev givet som et supplement til en traditionel behandling, som fx statiner, samt at dosis var omkring 4 ml/dag, svarende til 2 kapsler daglig á 600 mg. Kyolic er et standardiseret produkt, hvor man måler mængden af S-allylcystein. Stoffet er stabilt i en kvalitetskontrol, men er desuden også en antioxidant. Det er i vandfasen af den lagrede hvidløg, at forskerne finder de gode stoffer mod hjertekarsygdomme. Især er der stor interesse for de såkaldte allylcystein-forbindelser samt andre organiske svovlforbindelser, der opstår under den lange lagringstid.
Skumle celler og plak
En anden faktor ved hjertekarsygdomme er selve oxideringen af LDL partikler. Disse kan trænge ind i karvæggen og ved oxidation forårsage en skade, der bl.a. kan skabe yderligere inflammation samt dannelse af de såkaldte skumceller, hvilket i sidste ende fører til mere plakdannelse i blodkarrene. Også her har man vist, at Kyolic er i stand til at hæmme oxidationen og dermed sandsynligvis nedsætte risikoen for dannelse af mere forkalkning.
Kyolic målt på rygere
For at undersøge Kyolics antioxidative effekt på niveauet af PGF2 udførte en gruppe forskere et mindre forsøg med både rygere og ikke rygere, hvor de målte mængden af PGF2 før og efter, at begge grupper havde indtaget Kyolic i 14 dage. Inden forsøgets start havde rygergruppen dobbelt så meget PGF2 i blodet sammenlignet med ikke-rygerne. Efter 14 dage havde rygerne reduceret deres PGF2-niveau med hele 48 % ned til samme mængde som ikke-rygerne. Sidstnævnte gruppe havde oven i købet reduceret deres niveau med 37%. Deltagerne blev målt igen efter 14 dage, hvor de ikke havde indtaget Kyolic, og nu var PGF2-niveauet igen steget til næsten den samme mængde, som før forsøgets start.
