Dit åndedræt er et spejl af dit fysiske og mentale liv

 
 
 
 
Af Lotte Paarup, åndedrætsterapeut
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – april/maj 2015 
 
Det, du foretager dig i dit liv, sætter sig i kroppen. Det giver sig til udtryk i din kropsholdning, dine muskler og bindevæv, dine led og hele dit nervesystem. Det sted i kroppen, vi reagerer hurtigst og med størst reaktion, er gennem åndedrættet.
 
Åndedrættet forandres afhængig af, hvad du udsætter din krop for. Det gælder både fysisk og mentalt – om du vil det eller ej ….
 
Alle belastninger, positive som negative, sætter sig i kroppen. Er du glad, afspejles det i et lettere, dybere, roligere og friere åndedræt. Er du stresset, presset eller deprimeret, afspejles det i et overfladisk, hurtigt, tungere og anstrengende åndedræt. Dette er kun eksempler, mange flere kunne nævnes …
 
Min egen krop er ALTID et spejl af mit liv. Både det liv som foregår nu og her, men også den historie, som kroppen bærer rundt på. Jeg får det dagligt dokumenteret gennem de mennesker, jeg omgås, og ikke mindst via mine mange års arbejde med mennesker, behandling og bevægelse. Det er desuden god gammel viden indenfor arbejdet med krop og sind og mennesker, at åndedrættet og livet hænger sammen. Det er vigtigt at acceptere, at det hænger sådan sammen. På den måde er det muligt at gøre noget ved det, omend det i perioder kan være en udfordring.
 
Det gode er, at uanset din mentale eller fysiske belastning, kan du gøre noget ved dit åndedræt. Vær først bevidst om og accepter, at dit åndedræt forandrer sig, når din krops tilstand forandrer sig. Lær dig derefter nogle enkle teknikker, der med det samme giver mere ro i kroppen og dermed et meget bedre åndedræt.
 
Med bare få forbedrede vejrtrækninger vil du med det samme kunne mærke en forskel i både krop og sind og selvfølge-lig dit åndedræt. Du får mere ro, lavere puls, dybere og langsommere åndedræt, bedre overblik og tilstedeværelse i nuet – generelt mindre stress i kroppen. Der sker en lang række fysiologiske og funktionelle processer i kroppen, som hænger sammen med et skifte i nervesystemets styring – fra sympatikus til parasympatikus – dvs. fra det aktive kæmp-eller-flygt-system til det beroligende og genopbyggende system.
 
 
Et af mine mottoer er:
Træk vejret bare lidt bedre, og få det med det samme MEGET bedre!
 
 
Du er velkommen til at besøge min hjemmeside åndedrættet.nu, hvor du finder masser af gratis info om åndedrættet – herunder øvelser og en lydfil til at undersøge dit åndedræt. Jeg har også udgivet bøger og åndedrætstræning på dvd, du kan bruge til at arbejde på egen hånd.
 
 
Om Lotte Paarup
Lotte var inkarneret håndboldspiller, fitness/aerobic entusiast og fysioterapeut, indtil Lotte for flere år siden begyndte at kombinere alle sine talenter i de træningsformer, hun vil øse ud af her på siderne.
 
Hendes rejse gennem et liv med bevægelse har ført til det, som Lotte i dag betragter som det essentielle – hvordan åndedrættet, altså kroppens vigtigste funktion, fungerer, og hvordan vi kan og skal bruge det i alle livets gøremål. Og ikke mindst i vores træning, hvad enten vi er til motionsløb eller bjergklatring.
 
Lotte Paarup har studeret kroppen ned til mindste detalje og er ikke bange for at sige den konventionelle fysioterapi imod, når erfaring og ny forskning viser, at den udvidede pilatesform, som Lotte arbejder med skaber bedre resultater.
 
//Du kan stille spørgsmål til Lotte på lotte.paarup@sund-forskning.dk//