Dit bindevæv viser vejen til en krop i topform

motion2

 

Den gamle tanke, om at muskler skal trænes hver for sig, er passé. På samme måde gælder den gamle tanke, om at smerten altid kommer fra det sted, smerten sidder. Vi ved så meget om krop og bevægelse i dag, og den nyeste forskning inden for kroppens såkaldte fascier, også kaldet bindevæv, ændrer meget ved måden, vi bør træne og behandle kroppen på for at få en sund, stærk, smuk og velfungerende krop.

 

Af Lotte Paarup
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – december 2015/januar 2016

 

Som et elastisk spindelvæv
Bindevævet er betegnelsen for en masse væv i din krop, som findes omkring, imellem og indvævet overalt i kroppen, ikke kun i dine muskler. Det er et stort, fintmasket og sofistikeret elastisk spindelvæv fra top til tå i lange kæder gennem hele kroppen. Det forbinder hele kroppen, således at en bevægelse fx i armen forplanter sig hele vejen ned igennem benet. Bindevævet er i høj grad elastisk og overfører bevægelse og kraft i kroppen.

 

Er du blevet sej?
Bindevævet kan miste sin elasticitet generelt i hele kroppen eller i bestemte områder. Det betyder populært sagt, at det er blevet sejt, rustent og usmidigt. De fleste kroppe har disse seje områder, hvor vi simpelthen er for usmidige, stive og udtørrede. De seje områder er ikke bare irriterende eller ubehagelige, når du bevæger dig eller sidder. Områderne skaber mange problemer, og mange smertetilstande er relateret hertil. Men også funktionsproblemer spiller en stor rolle, hvilket fører til diverse skade- og smerteproblematikker. Blandt andet kan din kropsholdning forandres, og dit åndedræt besværes.

 

Det gælder om at arbejde med de seje områder! At holde kroppen elastisk og ikke bare stærk, som man i mange år har haft fokus på.

 

Stærk af styrketræning?
Du bliver ikke nødvendigvis specielt meget stærkere af at styrketræne, hvis muskulaturen samtidig mister sin elasticitet og smidighed. Du bliver heller ikke nødvendigvis stærkere med den populære core-træning. Hvis din core-muskulatur ikke er elastisk nok, og dine muskler samt åndedræt mangler dynamik, så opnår du ikke fuld styrke og kraft.

Styrke og power opnås ved, at muskler og bindevæv bliver mere ”saftigt” og elastisk, og du opnår dermed også et mere vågent nervesystem. Muskler, der bare bliver stærkere og ligesom ”krymper”, bliver sløve, uelastiske og ”tørre” = du mister kraft og power.

 

Du er hvid indvendig
Din krop er meget mere hvid indvendig, end du tror. De fleste mennesker ved, at muskler er røde, hvilket de er i anatomibogen… men alt bindevævet er hvidt – og der er rigtig meget af det!

 

Enhver bevægelse træner dit bindevæv
Det værste, du kan gøre for dit bindevæv, er ikke at bevæge dig! Enhver bevægelse træner dit bindevæv. Derfor betyder helt almindelig bevægelse i din hverdag enormt meget for et sundt bindevæv.

 

Variation er vigtig
Det er også vigtigt at have variation i dine bevægelser, både i hverdagen og ikke mindst i din træning. Det gælder variation både i form af, hvilke øvelser du laver, men også i forhold til belastning og ikke mindst tempo. Du stimulerer bindevævet forskelligt afhængig af bevægelse og tempo.

 

Massage til bindevævet
Der findes en række effektive metoder til træning af bindevævet, hvor god gammeldags massage hører til de bedste. Læg dig på briksen, men du skal gøre det ofte! Derfor er det et must at kunne gøre det selv, gerne dagligt i en periode – til du mærker en forbedring. Det kan du gøre fx med en foam roller eller massagebold. Ved massage trykkes der på vævet, og trykket slippes igen. På den måde hydreres vævet, som holdt du en svamp under vand, hvor du henholdsvis trykker og slipper; svampen suger vand til sig, og det trykkes ud igen. Det er her værd at nævne, at væskeindholdet i bindevævet ikke som sådan direkte påvirkes af, hvor meget du drikker. Det skal bevæges, pumpes, masseres, strækkes osv.

 

Kan træning tørre bindevævet ud?
Man mener, at for meget og uhensigtsmæssig træning kan være negativt for bindevævet. Ved overdreven træning er trykket på svampen konstant. Det kræver afslapning, så trykket slipper, og bindevævet igen kan suge en masse vand til sig. Det er netop her, at mange skader let kan opstå, når man træner på udtørret væv.

 

Vi tørrer ud med alderen. Dvs. det giver mening, når du med alderen fornemmer, at du bliver mere sej og har sværere ved at opretholde smidigheden.

 

Træn derhjemme
Der findes allerede træningsprogrammer på dvd/download, hvor du bliver guidet igennem træning massage og stræk af bindevævet i hele kroppen.

 

Stræk og massage med foam roller af Lotte Paarup
http://www.denintelligentekrop.dk/straek-og-massage-med-foam-roller-dvd

 

Blackroll – Afspænding og smidighed af Lisa Thomey
http://www.denintelligentekrop.dk/blackroll-afspaending-og-smidighed

Begge dvd’er fås på www.denintelligentekrop.dk