Er cyanid farligt?

 

 

Biokemiker/biopat/naturopath ibm Torunn Laksafoss er bekymret for Facebooks udtalelser om, at cyanid er farligt. Lad os få tingene sat på plads, så vi ikke farer vild i postulaterne.
Og se lidt på beregningerne …

 

Af Torunn Laksafoss og Montse Farre Hernandez
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – februar/marts 2019

 

Cyanid findes i mange af de fødevarer, som vi spiser dagligt. Fx kan nævnes mandler, bambusskud, tapioca, sorghum, bønner og majs. For disse fødevarer gælder dog, at opvarmning fjerner cyanidet, hvorefter den med sikkerhed kan indtages. Kerner fra stenfrugter som abrikos, fersken eller kirsebær har et natuligt højt indhold af cyanid, hvor kernerne dog godt kan spises, så længe de har fået den nævnte varmebehandling.

Vidste du, at den nøddeagtige, lidt bitre smag i æblekerner også skyldes en cyanidforbindelse? Der skal dog spises ret så mange æblekerner, inden du opnår en forgiftning.

Vores lever er god til at omdanne cyanidet til thiocyanat, hvorefter vi kan få det ud af kroppen via urinen. Faktisk vil en blodprøve kunne vise et indhold på mellem 0 og 0,2 mcg cyanid/ml blod til enhver tid. Da vi har ca. fem liter blod, svarer det til 1000 mcg.

 

Hvor meget cyanid kan vi så tåle uden at blive syge?
Hvis udgangspunktet er en normalperson på 60 – 70 kilo, skal vedkommende indtage mellem 50 og 200 mg cyanid for at opnå en dødelig dosis. Halveringstiden, dvs. den tid, det tager leveren at omdanne halvdelen af det indtagne stof, er på mellem 20 minutter og en time, hvorfor det ikke er sikkert, at man bliver rigtig syg af 50 mg, der skal nok mere til.
Et mildt ubehag kan forekomme, hvis der kun indtages mellem 0,5 og 1 mg/kg legemsvægt.

 

Er cyano cobalamin så sikkert at indtage?
Ja, men lad os lige beregne, hvor mange B12 i form af cyanocobalamin du skal indtage, før du opnår et mildt ubehag, samt forudsætte, at leveren ikke uskadeliggør noget imens.

Vores person vejer 70 kilo, og den lave dosis vil derfor være 0,5 mg/kg legemsvægt x 70 kg. Det giver en dosis på 35 mg cyanid.

 

Hvor mange cyanocobalamin skal personen så bruge?
Cyanocobalamin vejer 1355 g/mol, hvor af cyanodelen vejer 27 g/mol. Dvs. cyano udgør 2 % af B12-vitaminet.

Hvis personen indtager 1000 mcg cyanocobalamin, svarer det til 20 mcg. For at komme op på de 35 mg skal personen dermed indtage 1.750 tabletter a 1000 mcg cyanocobalamin!

Skulle personen stadig ønske at forgifte sig selv, vil vedkommende nok vælge et økonomisk produkt, hvor hver tablet indeholder 1000 mcg samt 100 stk. i en pakke. Vedkommende skulle så indtage 17,5 pakker i løbet af MAKS. en time for at opnå et mindre ubehag af cyaniddelen fra B12 …

 

Er methylcobalamin så bedre end cyanocobalamin?
Cyanocobalamin er et syntetisk produkt, der er meget stabilt over for lys. Det bliver lige som methylcobalamin dannet af bakterier, men i stedet for at rense produktet direkte som methylcobalamin tilsættes en kemisk cyanogruppe, så resultatet bliver det stabile produkt.

Fra naturens side vil B12 primært findes i animalske produkter og især som methylcobalamin bundet til proteiner. Efter indtag bliver cyanodelen koblet af, og en alternativ gruppe kobles på, alt efter behov. Dvs. cellen vurderer selv, om det skal være en methylgruppe, der skal bruges, eller om det hellere skal være en adenosylgruppe. Bliver det en methylgruppe, vil cellen tage denne fra en aminosyre (S-Adenosylmethionin, SAM), hvilket kan blive en udfordring, hvis leveren ikke får dannet tilstrækkeligt med ny SAM. En mangel på SAM kan medføre en nedsat dannelse af flere hormoner og neurotransmittere som fx adrenalin.

 

Spiser du vegetarisk eller vegansk? Husker du at tage dit livsvigtige B12-vitamin?

 

Vil det så ikke være en fordel at indtage methylcobalamin direkte?
Umiddelbart så lyder det tiltalende og vil sikkert kunne løse nogle af de problemer, som kommer af B12- mangel, især hvis der samtidig er nogle svære udfordringer med leveren. En ulempe ved methylcobalamin vil dog være, at det ikke er stabilt over for lys, hvilket betyder, at det bliver lettere nedbrudt i forhold til cyanocobalamin. Vælger du en stor pakke, kan du derfor ende med at indtage et B12-vitamin med lavere indhold, når du nærmer dig bunden af bøtten.

En kombination af de to B12-former ville måske være en brugbar løsning?

 

Hvor bruger cellen henholdsvis methylcobalamin og adenosyl cobalamin?

  • Methylcobalamin bruges i cytoplasmaen, hvor vitaminet fungerer som en methyldonor og sikrer, at DNA bliver korrekt beskyttet under fx en celledeling. Desuden bruges methylcobalamin bl.a. til dannelse af cellemembraner og neurotransmittere.
  • Adenosylcobalamin bruges inde i mitokondrierne, der er cellens kraftværk. Her indgår det bl.a. i dannelsen af hæmoglobin til de røde blodlegemer.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *