Blogger hos sund-forskning.dk
Der kommer stadig flere gode nyheder til alle os, der mener, at vi selv kan gøre rigtig meget for at bevare vores sundhed eller blive raske igen, hvis vi er så uheldige at blive syge. Den gode nyhed handler kort og godt om de store muligheder, der åbner sig med det nye epokegørende forskningsfelt, der kaldes Epigenetisk Forskning.
Du har måske aldrig hørt om epigenetik før, men denne forholdsvis nye forsknings gren rummer et potentiale, der kan ændre verden, sådan som vi kender den i dag. Intet mindre! For det viser sig, at vi ikke blot er summen af vores samlede gener, dem som vi nu engang er blevet født med. Videnskabsmanden Bruce Lipton og lægen og forskeren Deepak Chopra mener, at vi er brugerne og kontrollanterne af vores gener og ikke omvendt!
Bruce Lipton fortæller om dengang, det gik op for ham, at den forestilling han havde om cellerne, videnskaben og verden ikke længere gav mening. Han flyttede en petriskål med celler fra et fysisk miljø til et andet, og så skete det mærkelige, at de syge celler blev raske. Cellerne reagerede med andre ord på miljøskiftet – der var ikke tilført hverken kemi, eller andet, der kunne afstedkomme denne forandring. Det blev fundamentet for Lipton at undersøge nærmere, hvad der egentlig foregik, når et simpelt skift i miljø kunne have den effekt på helt almindelige celler.
I årtier har lægevidenskaben ellers ment, at generne bestemte vores biologiske skæbne. Men nu har den nye genetik ændret den forudfattede antagelse for evigt. Du vil altid have de gener, du blev født med, men gener er dynamiske, det vil sige, at de reagerer på alt, hvad vi tænker, siger og gør. De er dermed pludselig blevet vores stærkeste allierede, hvad enten vi ønsker personlig transformation, mere sundhed eller helbredelse. For når du vælger en livsstil, der optimerer, hvordan dine gener opfører sig, kan du med andre ord nå en tilstand af sundhed og tilfredsstillelse, som indtil for bare et årti siden var ukendt eller i hvert fald udokumenteret videnskabeligt. I den komplementære/alternative verden har vi faktisk sagt det her i mange år, men nu har videnskaben endelig bekræftet, at der er hold i påstandene.
Hvad er epigenetik egentlig?
Epigenetik betyder forskning, som ligger over den genetiske forskning, idet det græske ord ”epi” betyder ”over”. Videnskabsmanden Conrad Waddington (1905-1975) tilskrives ofte at have været en af de første til at navngive epigenetikken allerede tilbage i 1942. Men i vores tid har den internationalt anerkendte cellebiolog, Bruce Lipton, nu i mere end 20 år forsket i epigenetik, og han har fundet frem til noget, der kan revolutionere vores verden – eller skulle man måske sige evolutionere. Bruce er i dag en verdenskendt videnskabsmand, bestseller forfatter og foredragsholder, som er blevet omtalt i talrige lande og talrige medier bl.a. i DR2s Sjæl og Videnskabs programmer. Senest har også lægen, bestseller forfatteren og den spirituelle mester Deepak Chopra skrevet en bog – Super Genes i 2015 om det samme emne, der dog også inkluderer vores mikrobiome eller tarmflora.
For at starte ved basics – cellen
Hvad er et epigenom, tænker du måske? Det kan betegnes, som den skal uden på generne, som øver indflydelse på selve genets aktivitet. Et menneske består fx af mere end 50 billioner celler, og de forskellige systemer i kroppen såsom fordøjelsessystemet, udrenseorganerne, åndedrætsorganerne, bevægeapparatet, immunsystemet, det reproduktive system og hjerte-kar-systemet er hos os mennesker forbundet med aktiviteten af bestemte organer. Disse samme fysiologiske processer udføres i celler af endnu mindre organsystemer kaldet organeller. Cellulært liv i kroppen, som er de mindste enheder, er underlagt stramt regulerede funktioner af cellens fysiologiske systemer. Det kunne man kalde et udtryk for ”forudsigelig adfærdsmæssige repertoirer”, der antyder eksistensen af en slags ”cellulært nervesystem”.
Dette system reagerer på miljømæssige stimuli ved at fremkalde passende adfærdsmæssige reaktioner. Men siden forskerne brød den genetiske kode i begyndelsen af 1950’erne, har cellebiologer begunstiget begrebet genetisk determinisme, det vil sige, forestillingen om at gener “kontrollerer” biologi. Stort set alle cellens gener er indeholdt i cellens største organel, nemlig kernen. Konventionelt ser forskerne derfor på kernen som værende “kommandocentralen” i cellen. Men kunne sige, at kernen repræsenterer en cellulær “hjerne.” Genetisk determinisme betyder derfor, at de udtryk og den skæbne en organisme har eller får primært er forudbestemt i dens genetiske kode. Det genetiske grundlag for kropsligt udtryk er rodfæstet i de biologiske videnskaber som en ”sandhed”, hvorved vi kan forudsige en masse om vores mulighed og risiko for sundhed og sygdom. Derfra kommer med andre ord forestillingen om, at modtagelighed overfor visse sygdomme eller udtryk for afvigende adfærd generelt er forbundet med vores genetiske afstamning.
Miljø kontra arvelighed
Du ved formentlig, at videnskabsfolk allerede har debatteret emnet miljø kontra arvelighed gennem mange år. Nogle forskere mener, at det er vores gener, der bestemmer over vores liv og vores helbred, mens andre mener, at det er miljøet og vores omgivelser, der spiller den største rolle. Sat på spidsen kan vi sige, at på den ene side har vi altså en gruppe forskere, som tror på en genetisk kontrol af vores liv. Så hvis du fx er blevet født med et defekt lykke-gen eller er født i en familie med genetisk betingede sygdomme, er du med andre ord mere eller mindre dømt til et liv i ulykke og sygdom. Så er du forhåndsdisponeret til at få samme sygdomme som dine familiemedlemmer. Over for disse påstande har vi så en anden gruppe forskere, som mener, at vores miljø, tanker, opførsel, kost, kemikalier, livsstil og overbevisninger er de vigtigste faktorer for kvaliteten af vores liv. Her hører både Lipton og Chopra til. Og deres bidrag om genetik og epigenetik giver os en værdifuld viden, der giver os muligheden for at mestre vores skæbne og ikke bare være passive ofre for vores arvelighed, vil jeg mene.
I Super Genes diskuterer Deepak Chopra (og Rudolph E. Tanzi, medforfatter) flere nye beviser for, at vores gener er ikke vores mestre, men at de i vid udstrækning reagerer ud fra vores valg og adfærd. Det vil give enhver, der læser det, meget vigtig viden, fordi det udvider vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske. Det smadrer godt og grundigt den myte, at vores gener afgør vores skæbne og forfatterne forklarer betagende detaljeret magien i, hvordan vores kost, livsstil, tanker og endda vores tarmbakterier eller microflora “taler” til og med vores gener, regulerer hvilke gener vi får slået til eller fra, og dermed har indflydelse på ethvert aspekt af vores sundhed. Det er vigtig læsning for alle, der er interesserede i at skrue op for deres sundhed, vægttab, lykke og deres levealder! For forfatterne fortæller os også, hvad vi kan gøre, for at opnå det vi gerne vil.
Den mere tekniske del
Forestillingen om, at kernen og dens gener er “hjernen” i cellen er ifølge cellebiolog og forsker Dr. Bruce Lipton en uholdbar og ulogisk hypotese. For som han påpeger: Hvis hjernen bliver fjernet fra et dyr, vil det omgående føre til organismens/dyrets død. Hvis kernen virkelig repræsenterer hjernen i cellen, burde det at fjerne kernen medføre et ophør af cellefunktioner og umiddelbar celledød. Dog ved man fra eksperimentelle studier, at kerneløse celler kan overleve to eller flere måneder uden gener, og alligevel er de i stand til at gennemføre endog komplekse svar på miljømæssige og cytoplasmatiske stimuli. Logikken viser derfor, at kernen ikke kan være hjernen i cellen! Undersøgelser af klonede menneskeceller var det, der førte Lipton videre på sporet af bevidstheden om, at cellens membran, cellemembranen, faktisk er det der udgør cellens “hjerne”. C
ellemembranen er den første biologiske organelle udvikling, og det er det eneste organel, der er fælles for alle levende organismer. Cellemembraner opbevarer cytoplasma, så det er adskilt fra det ydre miljø. I sin barriere, gør membranen det muligt for cellen at opretholde stram “kontrol” over det cytoplasmatiske miljø – en nødvendighed i udførelsen af alle biologiske reaktioner. Cellemembraner er så tynde, at de kun kan ses ved hjælp af et elektronmikroskop. Derfor blev membranens struktur også først klart konstateret omkring år 1950. Den grundlæggende strukturelle enkelhed af cellemembranen, som er ens for alle biologiske organismer, interesserer cellebiologer. For i de sidste 50 år er membranen gået fra at blive opfattet som en “passiv”, semi-gennemtrængelige barriere, der ligner en åndbar “plastic wrap”, hvis funktion det bare var at indeholde cytoplasma til at være så meget mere.
Cellemembranen har nemlig receptorer, der fungerer som molekylære “antenner”, der kan genkende miljømæssige signaler. Nogle receptorantenner udvider sig indad fra membran cytoplasmaen. Disse receptorer “læser” det interne miljø og skaber dermed bevidsthed om de indre cytoplasmatiske betingelser. Andre receptorer strækker sig fra cellens yderside og giver bevidsthed om eksterne miljømæssige signaler. Der foregår med andre ord en hel masse kommunikation både indadtil og udadtil.
Konventionelle biomedicinske videnskaber mener, at cellens miljøoplysninger kun kan foretages af indholdet af molekyler (videnskab 1999, 284:79-109). Ifølge denne opfattelse genkender receptorer kun “signaler”, der fysisk supplerer deres overfladefunktioner. Denne materialistiske opfattelse opretholdes af mange biologer også i dag, selvom det ifølge Lipton rigeligt er påvist, at proteinreceptorer reagerer på vibrationelle frekvenser og ikke molekyler. Gennem en proces kendt som elektro-formationel kobling, kan resonante vibrationelle energifelter ændre balancen i ladningen af et protein. I et harmonisk energiområde vil receptorer ændre deres opbygning. Derfor er det ifølge Lipton rimeligt at sige, at membranreceptorer reagerer på både fysiske og energetiske miljøoplysninger. Cellemembranen er med andre ord en slags oplysningsprocessor. Den sanser miljøet og konverterer denne bevidsthed til “information”, der kan påvirke aktiviteten af proteinveje og kontrollere udtrykket af gener.
Så hvem har ret?
Interessant nok er det lykkedes forskningen netop inden for epigenetik at bygge bro mellem de to opfattelser: Den genetiske kontrol af vores celler/liv versus et liv styret af vores miljø. I dag tror flere og flere videnskabsfolk efterhånden, at det i højere grad er epigenetik, som kontrollerer generne. Essensen af videnskaben omkring epigenetik er nemlig den, at det er dine omgivelser og din opfattelse af dine omgivelser, ja kort sagt dine overbevisninger om alt i denne verden, der kan ændre din genetiske kode. Det sker ikke ved at ændre på dit DNA, men ved at ændre på aflæsningen af din genetiske kode. Epigenetik betyder simpelthen, at der er et lag over vores gener – forstået på den måde, at det ikke er generne som sådan, der kontrollerer vores liv, men den aktivering generne evt. får via fx vores tanker, følelser, overbevisninger og omgivelser, der blive katalysatorer for igangsætningen af generne. Miljømæssige påvirkninger, venner, familie, kosten, din stress og så videre kan således tænde og slukke for dine gener. Desuden tyder ny forskning, at sådanne påvirkninger af vores gener også kan videreføres til næste generation (men det bliver en anden gang, for det giver vist stof til en helt ny artikel). Vi har med andre ord et ansvar for og en evne til at forstærke eller svække vores geners kraft. Og det er værd at huske i sin børneopdragelse, og tilføjer helt nye dimensioner til en hel masse ting, vil jeg mene!
Det er på mange måde fantastisk gode nyheder, for det giver os noget af magten over vores helbred og lykke tilbage. Vi er ikke længere bare ofre for vores nedarvede gener, og vores fremtid behøver ikke at blive styret af dem. Vi har meget langt hen ad vejen kontrollen over vores egen skæbne. Lipton, og andre forskere som fx Chopra mener, at højst 5% eller måske så lidt som 1% af alle sygdomme er genetisk bestemt. Defekte gener, der forårsager sygdom, aktiveres ikke før noget tænder for dem. Dette er en på mange måder en befriende oplysning, men det gør omvendt også, at vi skal revidere en hel masse ting, bl.a. den måde vi ser på os selv. Du kan forestille dig dit genom som værende et katalog af ”blueprints” eller skitser, der indeholder en række genetiske muligheder for, hvordan dit liv kan udfolde sig.
Epigenomet er som entreprenøren, der læser kataloget eller skitserne igennem, inden han beslutter, hvilke muligheder han vil benytte sig af, når han bygger sit hus. To forskellige entreprenører kan bygge to vidt forskellige huse ud fra de samme skitser, lidt på samme måde som tvillinger med identisk DNA kan opleve to vidt forskellige liv. Eller med en computermetafor kunne man måske beskrive cellen som følgende: Generne er som en slags software, der kun kan bruges til noget, hvis der er en computer, der kan aflæse koderne. Kernen i cellen repræsenterer altså en ”harddisk” med ”genetisk DNA-kodet software”. Og de seneste fremskridt inden for molekylærbiologien understreger vigtigheden af selve læsningen, der bliver gjort af den ”genetiske software” og ikke så meget softwaren i sig selv.
Denne nye opfattelse af cellekontrolmekanismerne frigør os fra begrænsningerne ved genetisk determinisme – altså den opfattelse, at vi er forprogrammerede til enten sygdom eller sundhed. For i stedet for at opføre os som omvandrende genetiske automater, er biologisk opførsel dynamisk sammenkædet med miljøet. Den understreger den nye forståelse af cellen og vigtigheden af at forstå mekanismen for cellemembranens funktion og dens holistiske natur i alle biologiske organismer. Denne nye forståelse af cellen anerkender vigtigheden af at se på helheden med alle de mange miljømæssige stimuli, både fysisk og energetisk. Hjertet af selve energimedicinen kan derfor meget vel vise sig at ligge i selve membranen, det vil fremtiden måske vise?
Hvad betyder det for fremtidig forskning?
Om vi er forprogrammerede eller formet af miljøet eller en blanding af det hele, er der dog i dag endnu ikke skabt endelig bred konsensus omkring. Men fremtidens forskning vil forhåbentlig vise med endnu større tydelighed, at miljøet, vores tanker, følelser osv. spiller en langt større rolle end genetikken, når det kommer til vores liv og vores sundhed. Det er jo den del, vi har magten til at ændre på og gøre noget ved, og hvis vi alle bliver enige om at åbne vores øjne over for den tankegang, vil verden måske forandre sig med stormskridt til det bedre, tænker jeg. Det er selvfølgelig rigtigt, at sygdom kan skyldes en genetisk disposition, men der skal noget udefra kommende til for at aktivere den disposition.
Det er derfor rigtig vigtigt, hvordan vi vælger at leve vores liv, tage os af os selv og hinanden, at spise sundt, tænke over vores overbevisninger og arbejde med at kunne håndtere vores følelser på en harmonisk måde. For hvis konsekvenserne af den nye viden om epigenetik er rigtige, så betyder det som sagt, at generne og DNA’et ikke kontrollerer vores biologi. Den kontrolleres i stedet af signaler, der kommer mange steder fra, måske især de energifyldte signaler, der strømmer ud fra vores positive og negative tanker og følelser, som så sendes tilbage til os selv på en enten hensigtsmæssig eller ødelæggende måde.
Jeg har selv altid været langt mere interesseret i, hvordan vi kan optimere vores sundhed i stedet for blot at forebygge sygdom. Begge dele er vigtige, ingen tvivl om det, men at lære folk, hvordan de kan få det bedre – blive sundere, stærkere, og særligt gladere – er så meget mere inspirerende og motiverende. Her bliver denne viden så vigtig: Vores gener er en disposition, men de er ikke vores skæbne. De biologiske mekanismer, der påvirker vores sundhed og trivsel er ofte yderst dynamiske – på godt og ondt.
Når vi spiser godt, er balancerede, glade og elsker mere, har vores kroppe ofte en bemærkelsesværdig evne til at forvandle sig og hele op. Dine gener afspejler kun dit potentiale og er ikke deterministiske. Det er op til os selv at skabe de omgivelser, der er nødvendige for at maksimere vores fulde potentiale. Det handler i sidste ende om at tage ansvar for vores eget liv og de ting, som sker for os. Jeg ved godt, det ikke er en nem opgave, men tænk hvordan verden ville se ud, hvis vi alle sammen gjorde netop det?
Referencer:
Deepak Chopra, Rudolph E. Tanzi, Super Genes, Harmony books New York, 2015.
Lipton: Intelligente Celler, Gyldendal 2010.
Lipton, B.H, K. G. Bensch, et al: 1991 Micro vessel Endothelial cell transdifferentation: Phenotypic characterization. Differentation 46: 117-133.
Tsong, tendenser i Biochem. Sci. 1989, 14:89-92.
Willet, W. C. 2002. Balancing life-style and Genomics Research for disease prevention.
Videnskab, 1999.
