Jordbærtid

Jordbær
  
 
Hvad er mere oplagt lige nu end en hyldest til de danske jordbær, der hører til verdensbedste og virkelig er en delikatesse. Det er nu, de skal nydes! Lad dig friste af jordbærkagen fra DET SØDE – sundhed & nydelse, der også byder på flere andre jordbærlækkerier. Se www.detsoede.dk
 
Jordbær står ofte i skyggen af de mørke bær, når der tales sundhed, men de er faktisk en rigtig god kilde til C-vitamin og den rigeste kilde til folinsyre blandt frugt og bær. Folinsyre indgår bl.a. i produktionen af blodlegemer, medvirker til dannelse af ”lykkehormonet” serotonin og forebygger hjerte-kar-sygdomme.
 
 
Af Lisbeth Tordendahl, biopat, phytoterapeut og kostkonsulent
Artiklen blev bragt i //MIG// en del af magasinet Sund-forskning – juni-juli 2015
 
 
JORDBÆRKAGE
 
Bund:
  • Mandler eller mandelmel (ikke fedtreduceret) 160 g eller 145 g
  • Rismel 60 g
  • Salt
  • Æg 3 mellem-store
  • Ahornsirup 90 g
  • Limesaft 1 spsk.
 
Top:
  • Mørk chokolade 70 % 100 g
  • Jordbær, gerne små
  • 500 g
  • Æblejuice/most 2 dl
  • Agar-agar flager 1 spsk.
  • Salt
  • Limeskal
  • Mandelflager
 
Bruger du hele mandler, skal de smuttes og kværnes til mel i en elektrisk kværn. Bland mandelmelet med rismel og et nip salt. Skil 2 æggehvider fra til stivpiskning. Kom æggeblommer og en æggehvide i en skål, og rør sammen med ahornsirup og limesaft. Bland melet i. Pisk de to andre æggehvider stive, og vend dem forsigtigt i dejen. Fordel i en smurt tærteform, og bag ved 180° i 20 minutter. Sluk ovnen, og lad kagen stå derinde yderligere 5 minutter. Hak chokoladen, og fordel den over kagen, efter denne har kølet ned i 10 minutter.
 
Chokoladen vil smelte, og du kan fordele den jævnt med en teske. Fordel jordbær tæt over – er de små bruges de hele, større jordbær halveres. Stil kagen i køleskab. Når chokoladen er stivnet, koges æblejuice i en kasserolle med agar -agar og et nip salt 2-3 minutter, mens du pisker. Sluk for varmen, når flagerne er opløst, og lad opløsningen stå 10 minutter, inden den fordeles over jordbær-rene en spsk. ad gangen, så det ikke løber ned langs kanterne. Pynt med tyndt strimlet limeskal (økologisk selvfølgelig) og mandelflager, og stil kagen i køleskab ca. 20 minutter.
 
 
Variation:
Kagen kan nemt forvandles til en skøn og meget smuk blåbær-fersken-kage ved at bruge friske blåbær blandet med skindfri og udskåret fersken/nektarin.
 
Tip: 
Brug jordbær til morgenmad, som mellemmåltid, i skiver på rugbrød eller andet brød smurt med nøddesmør – og selvfølgelig i sommerens lækre is, kager og desserter.
 
Er du optaget af god intens smag og bæredygtighed, bruger du friske jordbær, når de er i sæson og lader de  udenlandske blive i butikkerne på alle andre årstider, hvor de er vandet i smagen og fyldt med massive mængder sprøjtemidler.
 
 
Gele uden dyr
Agar-agar er vegetabilsk gelatine udvundet af tang. Fås både som flager og pulver. Skal opløses i kogende væde og stivner ved nedkøling.