Jul på den grønne måde

 
 
 
Giv din december et skub i en grønnere retning! Ekspert i bæredygtighed, Rose Maimonide, giver dig konkret inspiration og brugbare tips til de grønneste valg af gavepapir, bånd, tape, glimmer og julepynt.
 
 
Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sundforskning – december 2016/januar 2017
 
 
 
Gavepapir
 
Der er desværre ikke noget optimalt valg af gavepapir til julens mange gaver. Svanemærket gavepapir ville have været perfekt, men det findes ikke i handlen til private. Det havde ellers været en garanti for, at der var anvendt bæredygtig papirmasse, miljøvenlig produktion og ikke brugt skadelige kemikalier til bearbejdning, tryk og overfladebehandling af papiret.
 
Mit bedste bud er derfor gavepapir med miljømærket Blomsten. Det finder du hos Panduro Hobby – du kan se de blomstermærkede typer i deres katalog samt på selve produkterne ude i de fysiske butikker. Gavepapir med ”den grønne ugle” hos svenske lagerhaus.se har også milljømærket Blomsten.
 
Alternativt kan du bruge hvidt tegnepapir i rulle fra Ikea og give den gas med pynt i naturmaterialer – eller lade dit barn dekorere gavepapiret med tegninger.
 
 
Bånd, tape og glimmer
 
Som gavebånd kan du anvende naturmaterialer som fx bast, hampesnor, garn og stof. Jeg anbefaler fx Ökonorm papirlim. Alternativt, vælg limstifter med A-mærket.
 
Mit bedste bud på tape er Scotch Magic 900 Tape, som til dels er fremstillet af plantebaserede materialer og genbrugsmaterialer. Det er i hvert fald et skridt i en grønnere retning. Men faktisk kan man sagtens pakke de fleste gaver ind uden at bruge tape.
 
Hvis du har et crush på glimmer, så undgå helst glimmerspray og -lim. Køb hellere glimmer i “løs vægt“, fx i Panduro Hobby, og brug Ökonorms papirlim eller om nødvendigt Ökonorms kontaktlim.
 
 
 
Genbrug er ikke altid godt
 
Man kunne tro, at genbrugspapir var en løsning. Men her er udfordringen, at der ikke er særlig god kontrol med, hvad der havner i genbrugsmassen. Det betyder, at det færdige produkt kan indeholde rester af alverdens problematiske kemikalier. Rent bæredygtighedsmæssigt er genbrug godt, men ikke altid i forhold til sundheden. Det gælder også aviser og magasiner.
 
Undgå især metallic gavepapir, da der her er større risiko for problematisk kemi. Genbrug meget gerne gavepapir. Undgå, at dit lille barn sutter på gavepapir! Sørg for at lufte godt ud og vaske hænder efter julegaveræset.
 
 
Brug naturens skatkammer
 
Hvis du har tid og lyst, så er det oplagt at fremstille julepynt selv af naturmaterialer. Giv den gas med gran, mos, kogler, grene med bær, frøstande, fjer, halm, bog, agern, nødder, bark og lav. Du må gerne samle fra skovbunden, men ikke klippe af eller plukke fra stående træer. Kombiner naturens pyntelige sager med glasvaser, bakker, glaskugler, bånd, LED-lyskæder, bast, hvide hyacinter, røde tulipaner (med løg), kanelstænger, hele nelliker, tørrede appelsinskiver, røde æbler, tørrede æbleringe, mistelten m.m.
 
 
Bæredygtig julepynt
 
Julepynt bliver bæredygtigt, når det laves af gode materialer og genbruges fra år til år. Der findes ikke decideret færdiglavet økologisk julepynt. Men du kommer langt ved at “købe med næsen“ – dvs. undgå produkter, der lugter kemisk. Undgå helt sprayprodukter og helst også produkter med metallic-look. Vælg gerne naturmaterialer, papir og metal, og undgå blød plastik.
 
Antik julepynt kan indeholde fx tungmetaller, så det er ikke egnet til at sutte på for familiens småfolk!
 
  
Mere inspiration
 
Du finder masser af visuel inspiration til smuk julepynt på nettet, fx på pinterest.com.
 
Hvis du foretrækker en god gammeldaws bog, så vil jeg varmt anbefale dig “Magiske Måneder“ af Helle Schjønning, hvor du får den fineste inspiration til pynt af naturmaterialer til alle årstider og højtider.
 
Rose Maimonide inspirerer til et bæredygtigt familieliv. Få en gratis e-bog på rosemaimonide.com.