Jeg har siden jeg var 10-11 år gammel lidt af utallige spændingshovedpiner og migræneanfald. Anfald der aldrig blev færre, tværtimod hyppigere som årene gik. Da jeg var omkring 15-16 år besluttede jeg mig for at søge hjælp. Jeg mente ikke at det kunne være normalt med al den hovedpine. Det har medført utallige lægebesøg, utallige piller og utallige blindgyder. Jeg har prøvet alt fra panodiler, treo og fysioterapi til kostomlægninger, migrænepiercing og afspændingsprogrammer. Intet hjalp, desværre.
Som årene er gået, og lægesamtalerne blevet flere og flere, voksede en frygt indeni mig. Frygten for ikke at kunne det samme som alle andre, frygten for hvordan jeg skulle klare fremtiden og ikke mindst frygten for at glemme min medicin. Jeg var mildest talt hunderæd for at få et anfald ude i byen og ikke at have medicin på mig. Hvilket til sidst gjorde, at jeg havde treo liggende i enhver taske, skuffe og afkrog i huset, for hvad nu hvis jeg fik ondt? Men det var faktisk ikke det værste. Efter mange år uden at finde årsagen til migrænen og spændingshovedpinen, var frygten for at jeg aldrig ville få det bedre, det mest skræmmende. Min “sygdom” begyndte at fylde alt for meget i mit liv. Den dikterede nærmest hvordan jeg skulle leve, fordi jeg altid forberedte mig på det næste migræneanfald. Jeg mistede langsomt mig selv til smerterne, frygten og den udtalte træthed som det medførte.
Jeg mødte trods mange lægebesøg, desværre alt for ofte den samme konklusion: du har spændingshovedpine og migræne, desværre ved vi ikke hvorfor. Jeg har brugt mange måneder og år på at afprøve diverse forebyggende behandlinger, som aldrig havde den store effekt. Jeg tror ikke jeg var en nem patient, og ved at lægerne har gjort alt hvad de kunne. Men efter nogle år med mange blindgyder og en masse forsøg på behandling, var jeg ved at give op. Hvis der alligevel ikke var noget der hjalp, så kunne det hele vel også bare være ligemeget?
Der gik en del måneder, hvor jeg ikke opsøgte nogle læger. Der blev prikket til mig og sagt at jeg burde tage til lægen igen. Og det var egentlig en god ide, for jeg fik det kun værre og værre. Men jeg havde mange spekulationer om jeg tog for meget til lægen? Hvis de ikke kunne finde en årsag, så var det måske fordi problemet ikke var så stort og alvorligt? Måske var jeg bare lidt pylret? Gad vide hvad lægen egentlig tænker om mig? Jeg samlede dog noget mod til mig og forsøgte igen.
Jeg ønskede for alt i verden at kunne hjælpe mig selv til at få det bedre, men det krævede at fik hjælp. Jeg genoptog mit forløb hos neurologen, hvor vi prøvede nogle nye behandlinger. Efter lidt tid hørte jeg fra en kollega, at hendes migræne skyldes epilepsi. Det satte mange tanker i gang, for gennem årene har jeg haft en del uforklarlige symptomer samtidigt med mine hovedpiner og migræner. Fornemmelser af følelsesløshed i fingre og tæer, synsforstyrrelser, konstante muskelspændinger og ufrivillige ryk i kroppen. Symptomer jeg ikke havde givet særlig meget opmærksomhed, da hovedpine og migræne jo var det største problem. Men gad vide om det kunne være en form for epilepsi, som gav mig alle disse symptomer og den forfærdelige hovedpine?
Neurologen sendte mig af sted til en EEG. Jeg forventede egentlig ikke at der ville komme noget ud af det, men at det blot var endnu en blindgyde. Jeg fik dog en overraskelse af en anden verden da EEG beskrivelsen kom tilbage med ordene: “svært abnormt”. Lægen forklarede senere at jeg havde epileptiske forandringer i hjernen, altså at mine “ledninger” i hjernen var overbelastede og derfor skabte så megen hovedpine og migræne.
Måske ville de fleste blive lidt skræmte eller kede af sådan en diagnose, men jeg blev faktisk glad. Jeg var lettet, for nu havde jeg en forklaring på det hele. I dag får jeg ny medicin, som behandler årsagen til mine mange problemer med hovedpine. Jeg har fået råd og vejledning om epilepsi, så jeg bedre kan hjælpe mig selv til at have det godt. Det har været en lang og hård vej hertil, men udfaldet var det værd. Jeg er taknemmelig for at jeg blev skubbet i gang, da jeg var ved at give op.
Selvom jeg var nervøs for hvad min læge tænkte om mig, så er jeg glad for at jeg prøvede en gang til. Det har lært mig at man skal stole på sig selv og hvad man mærker i sin krop. At jeg lyttede til min krop, tog den alvorligt og tog et ekstra lægebesøg, var godt. I dag er jeg mere mig selv end jeg har været længe, og jeg har endelig overskud til de ting jeg elsker igen. Jeg har fundet mig selv igen, og føler virkelig at jeg har fået livet tilbage.
