Nærmere foryngelsens kilde med Ayurveda

Smilende ung kvinde

 

Naturligt smuk fra inderst til yderst (del 1 af 3)

Flere og flere i Vesten er ved at få øjnene op for ayurveda og dens mange gavnlige virkninger, men hvad mange ikke ved, er, at ”foryngelse” er en helt central gren inden for ayurveda. Det kan du læse meget mere om i denne artikel, som er første del i en serie på tre dele. Men først skal vi lige skrue tiden helt tilbage til ayurvedaens begyndelse. Ayurveda er et holistisk sundhedssystem fra Indien, der med sine mere end 5000 år betragtes som verdens ældste medicinsystem. De klassiske teksters flere tusinde år gamle indhold (vedaerne) er i dag understøttet af adskillige videnskabelige studier fra hele verden.

Af Mette Westerholt, cand.scient. i humanbiologi
– Ayurvedisk sundhedsvejleder

https://ayus.dk/

 

Skønhed indefra og ud

Lad os nu rette blikket mod den gren af ayurveda, der beskæftiger sig med foryngelse. For sund, smuk, velplejet hud og silkeblødt, glansfuldt hår var nemlig højst sandsynligt også et stort ønske i vedaernes storhedstid. I hvert fald er det en yderst kærkommen ”bivirkning” til de mange behandlingsformer, der inden for ayurveda og foryngelse har til hensigt at pleje kroppen. Ikke bare udvendigt, men i særdeleshed indefra og ud. For fokus i ayurveda er ikke den ydre skønhed, men at pleje kroppen og holde den sund, vital og stærk hele livet igennem. At bevare et klart og friskt sind. At passe på naturen, den ydre såvel som vores indre natur. Først og fremmest for at vi kan hele os selv og opnå det overskud, det kræver at følge vores livsvej – vores Dharma, så vi dermed også kan være noget for andre.
 

Foryngelsens kilde

Men de færreste af os kan nok alligevel sige os fri fra at ønske blot en smule blødere hud, lidt mere glansfuldt hår og sprudlende ungdomsglød. Og det har ayurvedaens foryngelsesunivers heldigvis også råd for. I form af bl.a. plejende kropsolier med sunde fedtsyrer, vitaminer og antioxidanter, der udvendigt bevarer huden blød og glat og indvendigt blødgør ligamenter, sener, muskler og bindevæv. Varmende krydderier, der stimulerer fordøjelsen (også kaldet ”agni”) og har en udrensende virkning, såsom ingefær, gurkemeje, nelliker, kanel, spidskommen, sort peber, kardemomme, fennikel og koriander. Indvendige olier og ghee (klaret smør), der, ifølge ayurveda, er med til at opløse affaldsstoffer (også kaldet ”ama”) og facilitere deres vej til fordøjelseskanalen, hvor de udskilles. Æteriske olier med ”better aging”-egenskaber. Og sidst men ikke mindst ayurvediske urter med kraftfulde antioxidante og ”foryngende” virkninger. Så helt konkret, hvad kan du gøre nu og her? Her følger …

… tre af de bedste skønhedstips fra ayurvedaens verden til at holde dig naturlig smuk indefra og ud.

1) Søvn:

Det er ikke tilfældigt, at vi taler om skønhedssøvn. Mangel på en dyb, sammenhængende og naturlig søvn har indflydelse på kroppens aldringsproces og genopbygningen af hjernens- og kroppens væv. Derudover kan søvnmangel få din hud til at se grå og kedelig ud. Vi kender det alle sammen, at vi ser mere trætte ud, måske med poser under øjnene og ingen glød i huden. I et interessant videnskabeligt studie påviser forskere, at huden viser flere tegn på aldring ved dårlig søvn. Helt specifikt ser man en større tendens til linjer, ujævn pigmentering og slaphed af huden ved nedsat søvn. Derudover viser studiet, at huden har en nedsat evne til at komme sig efter at være udsat for UV-stråling.
 

2) Udrensning:

Huden er en rigtig god indikator for, hvor godt din krop skiller sig af med affaldsstoffer. Hudproblemer kan være et tegn på, at tarmsystemet, leveren og nyrerne ikke fjerner affaldsstoffer ordentligt, eller at dit udskillelsessystem er overbelastet af for mange toksiner og dermed tvinger kroppen til at bortskaffe dem via huden. Derfor er en vigtig tilgang, i forhold til naturlig skønhed og en sund og smuk hud, at ”afgifte” kroppen i form af en ayurveda-detox. Kroppen har selv sine egne naturlige mekanismer til at rense ud og slippe af med affaldsstoffer. Leveren, nyrerne, urinvejene, fordøjelseskanalen og huden er vores naturlige afgiftshjælpere, som dagligt skiller sig af med affaldsstoffer via sved, urin og afføring. En fornuftig tilgang til udrensning er at arbejde sammen med vores krops natur og at benytte krydderier, fødevarer, urter og olier, som understøtter kroppens afgiftningsorganer og egen evne til udrensning.

3) Dyb vejrtrækning:

Hvordan hænger dybe vejrtrækninger sammen med naturlig skønhed? Hver dag trækker vi vejret mellem 20.000 og 30.000 gange! Ud over at vores vejrtrækning danner hele grundlaget for, at vi er i live, så påvirker den måde, vi trækker vejret på, også vores hud. Når du trækker vejret effektivt, ilter du kroppen effektivt og renser også kroppen effektivt for affaldsstoffer. Det vil afspejle sig i huden. Et ineffektivt og overfladisk åndedræt vil give en bleg hud, mens en effektiv og dyb vejrtrækning vil skabe en skøn kulør fuld af glød.

Med disse råd, og drømme om silkeblød hud og glansfuldt hår, håber vi, at du må stråle fra dit dybeste jeg – din inderste essens – præcis som kvinderne i vedaernes storhedstid.

 Referencer:

  • Pole S. 2013. Et Pukka liv. Strandberg Publishing, 1. udgave, 1. oplag.
  • K. Sharma and B. Dash (Eds. and Trans.): Caraka Samhita (Caraka Samhita Vol. 1,2,3,4,5,6 and 7). Chowkhamba Press, Varanasi, India: Chowkhamba Sanskrit Series (1988), Vol. XCIV.
  • White P.O. et.al. 2015. Does poor sleep quality affect skin ageing? Clin Exp Dermatol 40(1):17-22.

Læs mere om ayurveda i Mette Westerholts online univers:
https://ayus.dk/