Naturlig ”hjerte-power”

 

 

Det er hævet over enhver diskussion, at selen er vigtigt for hjertet. Nu har forskere fået langt større indblik i, hvordan stoffet virker.

 

Af Bjørn Falck Madsen, videnskabsjournalist
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – oktober/november 2017

  

Allerede i 1960’erne og 1970’erne havde videnskaben set tydelige eksempler på, hvordan mangel på selen kan ødelægge hjertet. I den kinesiske Keshan-provins, som i forvejen er et af de mest selenfattige områder i verden, udviklede især kvinder og børn en dødelig hjertesygdom, fordi de fik kritisk lidt selen fra den kost, de spiste. Sygdommen blev kaldt Keshan-syge, og selvom den endnu ikke er helt udryddet, har den øgede bevidsthed om selens vigtighed ført til en markant reduktion i forekomsten af denne potentielt livstruende lidelse.

 

Færre døde af hjerte-kar-sygdom

Forskere har i mellemtiden kigget nærmere på sammenhængen imellem selen og hjertesundhed. I 2013 offentliggjorde en gruppe svenske forskere en undersøgelse (KiSel-10) i International Journal of Cardiology, hvor det lykkedes dem at påvise, at ældre mænd og kvinder, som hver dag i fire år fik 200 mikrogram organisk selengær (SelenoPrecise) i kombination med 200 mg coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10), havde 54 % lavere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom. Samtidig viste de to stoffer at have en styrkende indvirkning på hjertemusklen, hvilket man kun-ne måle ved hjælp af blodprøver og EKG (ekkokardiografi).

 

Troede, at det var en regnefejl

Det er den svenske kardiolog, professor Urban Alehagen, fra Universitet i Linköping, som står i spidsen for forskningen. Han er selv yderst overrasket over de resultater, han har opnået i samarbejde med sine kolleger fra blandt andet Karolinska Institutet i Stockholm.

Da han første gang så resultaterne af deres KiSel-10-undersøgelse, troede han, at der var tale om en regnefejl, har han tidligere fortalt. Ingen anden medicinsk behandling har nogensinde været i stand til at yde en så høj grad af beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme, så hvorfor skulle det være muligt med to naturligt forekommende stoffer? Efter at have gennemgået tallene på ny – og nået til nøjagtig samme resultat – var der dog ikke længere tvivl hos det svenske forskerhold. Alehagen er ganske vist stadig forundret, men nu ved han i det mindste, at tallene stemmer.

 

Årelang beskyttelse

På baggrund af de tusinder af blodprøver, som er blevet taget i forbindelse med den originale KiSel-10-undersøgelse, har Alehagen og hans kolleger offentliggjort ikke mindre end 12 videnskabelige undersøgelser. De omfattende datamængder har gjort de svenske forskere i stand til at analysere sig frem til en lang række interessante sammenhænge imellem selen og sundhed. Hvad de blandt andet har observeret er, at der selv i dag, 12 år efter KiSel-10-undersøgelsen blev påbegyndt, fortsat er en beskyttende virkning af de to præparater, som forsøgsdeltagerne har taget. Det har nemlig vist sig, at der hos dem, der oprindeligt tog selen og Q10, er en 40 % lavere dødelighed af hjerte-kar-sygdomme, selvom det er mange år siden, de ophørte med at anvende præparaterne.

 

Nye anvendelsesmuligheder

En af de nye ting, som er kommet frem ved at analysere blodprøverne, er, at selen og Q10 tilsyneladende kan modvirke den bindevævsdannelse i hjertemuskulaturen, man blandt andet ser i forbindelse med ”panserhjerte”. Det er en tilstand, hvor hjertesækken bliver stiv og ubevægelig, så hjertemusklen ikke kan arbejde frit og uhindret. Det fører til symptomer som for eksempel åndenød og nedsat pumpeeffekt.

Om Urban Alehagen og hans team har ramt rigtigt med den selendosering, de har anvendt, er ikke til at sige. 200 mikrogram er forholdsvis højt i forhold til de 100-125 mikrogram, som forskere generelt anser som fornuftigt til den brede befolkning. Omvendt kan det tænkes, at man med den lidt højere dosis kan opnå nogle marginale effekter, som især kommer ældre til gode. Det vil kræve yderligere forskning at få afklaret dette.

 

”Jeg mindes ikke at have hørt ordet ”selen” omtalt en eneste gang, da jeg læste medicin,” fortalte Urban Alehagen for nylig. Netop derfor kommer det bag på ham, hvor stor betydning dette stof har for hjertets sundhed.