En osteopat? Er det noget med ost? Eller har det noget med knogleskørhed at gøre? Næh…! Ingen af delene!
Af Hanna Tómasdóttir, Jette Bach og Marianne Palm
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning og //mig// – december 2015/januar 2016
En osteopat er en kropsmekaniker. En fejlfinder i dysfunktioner. Det er en behandler, som korrigerer de funktionelle fejl i kroppen. Osteopati er med andre ord en måde at undersøge og behandle kroppen på, hvor man ved hjælp af grundig kendskab til anatomi kan finde funktionelle diagnoser og behandle disse. Behandlingen er manuel, hvilket vil sige, at osteopaten bruger sine hænder som behandlingsredskab.
Osteopaten betragter kroppen som et sammenhængende organ. Ved hjælp af kendskabet til anatomi, neurologi og biomekanik undersøges og analyseres årsag og sammenhænge med henblik på at løse gåden, nemlig at finde ud af hvor symptomet egentlig stammer fra. Nogle gange findes årsagen lige der, hvor det gør ondt. Andre gange ligger årsagen fjernt fra smerteområdet.
Et eksempel på dette kan være et løberknæ, hvor smerten sidder på ydersiden af knæet, der hvor en lang sene fra bækkenet hæfter på ydersiden af knæet. Årsagen til denne tilstand findes ofte i bækkenet og ses ved den viste test, hvor patienten bøjer sig fremover, og osteopaten tester, om bækkenleddene bevæger sig ens i de to sider. Gør de ikke det, så fjedrer bækkenet skævt, og noget af trækket overføres til senen på ydersiden af knæet, hvor der opstår en irritation med smerte. Jo mere man løber, jo værre bliver smerten. Når bækkenets normale bevægelse er genetableret ved hjælp af osteopatiske, manuelle teknikker, går der få dage, før tilstanden i knæet bedres – helt uden at have behandlet selve knæet!
Kroppen er ligesom et opslået telt; stængerne skal stå lige opret, og bardunerne skal være spændt ens. Hvis en bardun er spændt for hårdt, vil stængerne i teltet stå skævt. Vi kan prøve at rette dem, men først når vi får slækket den stramme bardun, lykkes det at få teltet til at stå i balance. En osteopat er den, som finder den stramme bardun i kroppen og slækker den, så kroppen kommer i funktionel balance.
Historien bag osteopati
Historien bag osteopati går tilbage til året 1874, hvor den amerikanske læge, Dr. Andrew Taylor Still, udviklede faget. Dr. Still praktiserede datidens traditionelle medicin som læge frem til året 1879, hvorefter han gik helt væk fra den medicinske ger-ning og begyndte at anvende manuelle teknikker alene, både som diagnostikmetode og behandlingsform. I disse år oplevede Dr. Still en stor tragedie, da tre af hans børn blev syge og døde af hjernehindebetændelse. Netop denne tragedie menes at være én af årsagerne til Dr. Stills store interesse for et alternativ til datidens klassiske medicinske behandlingsform.
Selve behandlingsmetoden, osteopatien, udviklede Dr. Still over flere år. Dr. Still blev mere og mere overbevist om, at hvis kroppen blev korrigeret mekanisk, ville kroppens egne selvhelingsmekanismer træde i kraft som en naturlig følge heraf. Disse mekaniske korrektioner bestod af forskellige manuelle teknikker som for eksempel manipulationer af kroppens led samt mobilisering af det bindevæv, som forbinder alt i kroppen. Dette bindevæv går under fællesbetegnelsen fascia.
I kender fascia som den hinde, der for eksempel ligger uden på en mørbrad fra køledisken. En af Dr. Stills teorier var, at en normalisering af kroppens strukturer resulterer i en bedre funktion af hele kroppen, da alle strukturer i kroppen påvirker og er afhængige af hinandens funktion.
Dr. Andrew Taylor Still fik ofte stillet spørgsmålet: ”Hvad er osteopati?” Hvortil han én af gangene svarede: ”For det første, anatomi, for det andet, anatomi og for det tredje, anatomi”. Den teoretiske baggrund for osteopati er derfor i høj grad baseret på de traditionelle medicinske fag, som vi kender fra de andre sundhedsfaglige uddannelser herhjemme, som eksempelvis fysioterapi, kiropraktik og lægestudiet.
Er problemet funktionelt eller strukturelt?
Kender du det, at du går til lægen med et problem, eksempelvis ondt i ryggen. Måske vil du få tilbudt et røntgenbillede eller en MR scanning og ofte vil svaret være enten:
- At der ikke er noget i vejen
- At der er slid på ryggen, og at det nok er derfor, du har ondt. Det er bare det, at alle, som er kommet lidt op i alderen, har slid på ryggen.
Hvis man tog 10 tilfældige midaldrende mennesker ind fra gaden og tog røntgen eller MR af deres ryg, så ville alle have slid, men kun nogle af dem ville have ondt. Et billede kan have sin berettigelse, for eksempel hvis man mistænker brud på en knogle eller en diskusprolaps. Relevante undersøgelser, eksempelvis røntgenbilleder eller en skanning, bør derfor altid vurderes på en ”need to know” basis og ikke ”nice to know” basis.
Et billede står stille. Derfor finder man ikke de funktionelle fejl her. Disse må afsløres i en test i bevægelse. En funktionel lidelse kan med tiden måske udvikle sig til sygdom. For eksempel kan et dysfunktionelt bækken, hvor man belaster hoften unaturligt over flere år, med tiden udvikle sig til slidgigt i hoften. Eller en lungebetændelse kan opstå på grund af et smertefuldt fikseret ribben, som hindrer patienten i at trække vejret normalt.
Eksempel på et funktionelt problem: Iskias er som regel en funktionel lidelse. Det stammer meget ofte fra et dysfunktionelt bækkenled – også kaldet sacroiliacaled. En strukturel lidelse er en, som kan måles eller vejes, det vil sige, som kan påvises ved billeddiagnostik eller en blodprøve eller lignende. Hvis man har mistanke om, at man er syg eller har et strukturelt problem, skal man gå til lægen!
Eksempel på et strukturelt problem: En diskusprolaps er en udposet diskus, som trykker og klemmer på en nerve. En diskusprolaps i lænden vil eksempelvis give smerter ned i benet svarende til nervens forløb.Hvis kroppen var en havelåge med skæve hængsler, så ville lågen blive mere og mere skæv, hvis man svingede med den. Sådan er det også i kroppen. Først skal hængslerne rettes, og så skal man ud og motionere og svinge med sin låge og stramme hængslerne op. Altså først skal man korrigere ledbevægeligheden, og derefter skal man lave øvelser. Hvis man får det værre af at lave øvelser, så er det ikke nødvendig-vis udtryk for, at det er dårlige øvelser, men at man skal overveje, om hængslerne (leddene) har fri og normal bevægelighed.
Hvornår har man brug for en osteopat?
Det har man, når man har en funktionel lidelse, altså når et led for eksempel sidder fast eller bevæger sig forkert. Følgende er eksempler på funktionelle lidelser; Hold i ryg eller nakke, iskias, bækkensmerter, løberknæ, springerknæ, slatterknæ, smerter bag knæskallen, skinnebensbetændelse, achillessene-betændelse, fodledssmerter, skuldersmerter som fx indeklemningssyndrom, tennisalbuer, golfalbuer, musearm, håndledssmerter, stress-inkontinens, reflux, hovedpine, migræne, spædbørn med kolik eller sutteproblem, eller som kun vil vende hovedet i en bestemt retning. Listen er lang og meget længere end eksemplerne her.
Hvis man går til lægen, kigger de efter sygdom, og behandlingen består i at bekæmpe sygdommen, fx ved operation eller ved at give en medicin med henblik på at kurere eller lindre. Osteopaten kigger efter måder at genfinde helbredet på. Behandlingen består i at frigøre det, som sidder fast, eller som bevæger sig forkert. Det kan nogle gange være svært at vide, om noget gør ondt, fordi man er syg, eller om man har en dysfunktion. Netop derfor er det så vigtigt at vælge en registreret osteopat, som vil være opmærksom på, om et lægebesøg vil være at foretrække.
Eksempel: Vi får en patient med smerter i et håndled. Vi undersøger håndleddet og finder ud af, om vi kan provokere smerten og lokalisere den til en bestemt lille håndrodsknogle. Hvis vi kan det, og vi kan mærke, at knoglen er fikseret i forhold til naboknoglerne, så kan vi med et let, lille ryk frigøre den fikserede knogle, og lindringen vil føles straks. Hvis patienten derimod kommer med et håndled, som gør ondt lidt over det hele, hele håndleddet virker hævet og varmt, så må man mistænke, at det kunne være noget uden for vores rækkevidde. Dette kunne eksempelvis være de første tegn på en gigtsygdom, og derfor vil vi råde denne patient til at gå til lægen.
En del patienter har allerede været forbi lægen, når de kommer hos os. Nogle gange frustrerede over, at de ikke fejler noget, for de har så ondt, så noget må der jo være i vejen… men det er jo, fordi lægen ikke giver funktionelle diagnoser, de har blot konstateret, at der ikke er tale om en sygdom. De fleste læger vil her henvise til en fysioterapeut, og det kan i mange tilfælde også være løsningen på problemet. Vi vil som tommelfingerregel sige, at hvis man har gået til en behandling to eller tre gange uden effekt, så skal man prøve noget andet. Det gælder i øvrigt også, hvis man kommer hos en osteopat!
Osteopati er et relativt nyt erhverv i Danmark
Overalt er der spirende samarbejde med andre faggrupper, hvilket, vi mener, er vigtigt. Der er intet hokuspokus i osteopati … men rigtig meget anatomi! Forskning i osteopatiDer bliver efterhånden forsket mere og mere i effekten af osteopatibehandlinger, og der skal selvfølgelig forskes endnu mere inden for faget i fremtiden.
Herunder er korte konklusioner fra nogle af de forsøg, der allerede er blevet gennemført og publiceret:
- Døjer du med migræne? Et randomiseret forsøg har vist, at blot otte osteopatibehandlinger over en periode på seks måneder kan reducere smerter forbundet med migræne. Behandlingerne øgede derudover patienternes livskvalitet og reducerede deres medicinforbrug. Kilde: www.journalofosteopathicmedicine.com/article/S1746-0689(13)00002-3/abstract
- Døjer du med kroniske lændesmerter? En randomiseret, dobbeltblindet og sham-kontrolleret undersøgelse viser, at otte osteopati-behandlinger over en periode på seks uger kan reducere kroniske lændesmerter væsentligt og desuden resultere i et generelt bedre funktionsniveau.
Kilde: http://www.multibriefs.com/briefs/aaoorg/licciardoneetalmanualthera-py 0 62513.pdf
Døjer du med rygsmerter efter en fødsel? Et tysk studie konkluderer, at behandling med osteopatiske teknikker mindskede lændesmerter med op til hele 70 % hos kvinder, derhavde født!
Osteopatens uddannelse
En osteopat har en fire- til seksårig videregående uddannelse bag sig. De fleste osteopater herhjemme har en DO grad i osteopati, hvilket betyder, at de har afsluttet en femårig deltidsuddannelse, da de i forvejen er færdiguddannede og autoriserede fysioterapeuter. De osteopater, der har afsluttet fuldtidsuddannelsen, enten på bachelor – BSc. Ost. eller masterniveau – M.Ost., har færdiggjort deres fuldtidsuddannelse ved anerkendte skoler i Europa. Uddannelsen tager udgangspunkt i en omfattende teoretisk undervisning i de klassiske medicinske fag og samtidig super-viseret, praktisk undervisning i specifikke undersøgelses- og behandlingsteknikker.
Autorisation på vej?
Osteopati er endnu ikke en autoriseret behandlingsform i Dan-mark, men det arbejder foreningen, Danske Osteopater, målrettet på. Ud over en national udbredelse samt anerkendelse af faget arbejder Danske Osteopater sammen med de øvrige europæiske lande, bl.a. i et netværk kaldet FORE, som står for: The Forum for Osteopathic Regulation in Europe. Dette samarbejde har resulteret i en fælles europæisk standard for osteopati som behandlingsform, den såkaldte CEN standard. CEN standarden blev vedtaget i juli i år og gælder nu i samtlige europæiske lande. Standarden betyder, kort fortalt, at der skal stilles de samme grundkrav til selve osteopatiuddannelsen samt faget i helhed, i hele Europa. Osteopati er efterhånden anerkendt og autoriseret i mange lande omkring os, eksempelvis i lande som Island, Finland, Frankrig, England, Schweiz, Italien, Malta og Portugal. Vi håber selvfølgelig, at det snart bliver vores tur til at blive anerkendt og autoriseret af Sundhedsstyrelsen, så vi kan hjælpe endnu flere!
Derfor skal du vælge en osteopat med titlen: M.R.O.DK!
Alle medlemmer af foreningen Danske Osteopater bruger den beskyttede titel M.R.O.DK, som står for ”medlem af registrerede osteopater i Danmark”. Tit-len er din garanti for en høj faglig standard og samtidig, at osteopaten er færdiguddannet fra en anerkendt skole. Du finder en osteopat i dit nærområde på foreningens hjemmeside: www.danskeosteopater.dk – under menuen: ”FIND OS”.
Osteopatens behandlingsteknikker:
En osteopat råder over mange forskellige manuelle teknikker. Hvilke teknikker, der bruges til netop din behandling, er afhængig af, hvilken problemstilling du døjer med. Behandlingsteknikkerne kan være manipulation eller mobilisering af kroppens led, behandling af fascievævet, behandling af kraniet samt forskellige strækteknikker. Bliver osteopatibehandlinger dækket af forsikringsselskaber? Har du en forsikring hos Danica Forsikring, If Skadeforsikring, Alm. Brand eller Bupa, skal du kontakte dem for at høre, hvor mange behandlinger og hvor stor en del af behandlingsudgiften de dækker. Har du en sundheds- eller en ulykkesforsikring i et andet selskab, kan du downloade et pdf dokument, www.danskeosteopater.dk, under menuen: ”HVEM DÆKKER OS”, udfylde det og sende til dit forsikringsselskab.
Det kan du gøre, inden du møder op:
Det er en rigtig god idé, at du har tænkt over, hvad der er relevant for din osteopat at vide. Det kan fx være, hvilke symptomer du har, og hvor længe du har haft dem, om du døjer med en sygdom, som kræver medicinering, eller om du har været ude for en ulykke tidligere. Hvis du har et journaluddrag fra lægen, skadestue eller hospitalet, kan disse informationer være nyttige. Resultater fra røntgenundersøgelse, røntgenbilleder og/eller resultater fra skanning er også gode at fremskaffe og medbringe, hvis muligt.
Vil du vide noget mere?
Hvis du vil vide mere omkring osteopati og eventuelt se korte videoklips, hvor nogle af vores patienter fortæller om deres oplevelser, så klik på vores hjemmeside, www.danskeosteopater.dk, eller følg ”Danske Osteopater” på deres Facebookside.
