Plantebøffer af rene råvarer

Fresh salad

 

Jeg foretrækker mad lavet af så hele og lidt forarbejdede råvarer som muligt. Derfor laver jeg farsen til mine hjemmelavede plantebøffer og -deller af forskellige kombinationer af korn, bælgfrugter, tofu, svampe, nødder, kerner og grøntsager. Samt urter, krydderier og andre gode smagsgivere. Det er både lækkert og sundt! Nogle gange bruger jeg æg i farsen, andre gange er den helt vegansk, som her. Plantebøfferne er skønne både varme til aftensmad og frokost og kolde i madpakken og som mellemmåltid. Og de kan selvfølgelig bruges i en burger.

Af Lisbeth Tordendahl

Det skal du bruge til 6 stk plantebøffer:

2 dl kogt hel quinoa (tricolore, lys eller rød)

230 g kogte kidneybønner (evt. sorte bønner)

1 fed hvidløg

1 lille løg

1 gulerod

1 spsk. tomatkoncentrat

1 ½ tsk. tørret timian

1 ½ tsk. sød paprika

¼ tsk. røget paprika

2 tsk. løgpulver

½ tsk. stødt allehånde

½ dl rasp (jeg bruger rasp af brune ris eller spelt)

2 spsk. majsstivelse

¾ dl solsikkekerner

3/4 tsk salt

Peber

Ekstra jomfruolivenolie eller kokosolie til stegning

Sådan gør du:

Kom den kogte quinoa i en skål. Skyl og dræn bønnerne godt. Riv hvidløg fint, og kom det i skålen til quinoaen. Riv løg groft, der skal bruges 3 spsk. i alt, og kom også det i skålen. Riv gulerod fint til i alt 1 dl, og kom det i quinoaen sammen med tomatkoncentrat og krydderier. Bland det godt sammen. Kom raspen og majsstivelse ved, og bland godt.

Hak bønnerne groft med en kniv. Hak solsikkekernerne, ikke for groft, men heller ikke helt fint. Kom bønner og kerner i skålen sammen med salt og lidt peber, og ælt det igennem med en hånd. Smag til. Tryk farsen sammen ned i skålen, og glat overfladen. Dæk skålen til, og lad farsen stå og sætte sig mindst 30 minutter, gerne en time.

Form seks faste bøffer med hænderne (eller otte mindre), læg dem på et skærebræt, og tryk dem let ned, mens du former det sidste. Det giver bøfferne en fin jævn overflade. Gør det på begge sider. Steg bøfferne i olie 4-5 minutter ved middel varme. Vend dem forsigtigt (de kan være lidt porøse, når de er helt varme) og steg 4-5 minutter på den anden side. Bøfferne skal være gyldenbrune, men undgå, at de oversteger og får sorte pletter.