Skandinavernes dilemma: Vores føde er fattig på livsvigtigt stof

 

 

 

 

Bliver du ofte syg? Har du problemer med vægten? Lider du af hårtab eller flossede negle? Så kan forklaringen ligge i, at du er skandinav. Heri Norden mangler vi nemlig et stof i føden, som netop er vigtigt for vores immunforsvar og stofskifte. Stoffet hedder selen og findes i jorden. Afgrøderne absorberer det, og når vi spiser disse afgrøder eller kødet fra dyr, som har indtaget dem, bliver selen overført til os mennesker. I de nordiske lande er indholdet af selen i kosten dog stærkt begrænset sammenlignet med andre dele af verden, eksempelvis USA og Venezuela.

 

 

En helt ny undersøgelse, som blev offentliggjort tidligere på året i European Journal of Clinical Nutrition, viser, at der hos ældre svenskere er udtalt mangel på selen. Forskerne bag undersøgelsen tog blodprøver fra i alt 668 mennesker og fandt, at det gennemsnitlige selenindhold i blodet lå på 67,1 mikrogram pr. liter. Til sammenligning svarer den måling nogenlunde til det niveau, man observerede hos finner i begyndelsen af 1980’erne.

 

De finske sundhedsmyndigheder var så alarmerede over det lave selenniveau, at de i 1985 indførte en lov om tvungen selenberigelse af al kunstgødning. Dette indgreb gjorde en hel del ved den finske befolkningssundhed. For eksempel så man et markant fald i forekomsten af hjerte-kar-sygdomme i de efterfølgende årtier.

 

 

Kroppen behøver selen, da stoffet indgår i ca.. 30 forskellige proteiner (selenoproteiner), som blandt andet sørger for, at immunforsvar, forplantningsevne, stofskifte og cellebeskyttelse fungerer normalt. Men selen har tilsyneladende også betydning for hjertet.

 

I 2013 viste en undersøgelse af 443 mænd og kvinder, hvordan tilskud af selen (SelenoPrecise) og coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10) sænkede risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdom med hele 54 %. Undersøgelsen var dobbelt-blind og placebo-kontrolleret, hvilket vil sige, at halvdelen af deltagerne fik den aktive behandling, hvorimod den anden halvdel fik snydetabletter.

 

 

En opfølgning på netop denne undersøgelse har vist, at fordelen ved et forhøjet selenindtag ikke begrænser sig til mindre dødelighed af hjerte-kar-sygdomme samt en forbedret hjertefunktion. Man har ligeledes observeret, at det forhøjede selenindtag har øget livskvaliteten hos de ældre. De har haft langt lettere ved at klare sig på egen hånd sammenlignet med dem, der fik snydepillerne, og de har ligeledes haft væsentligt mindre behov for hospitalsindlæggelse.

 

Det interessante er, at man inden for landbruget er ganske bevidst om selens betydning for dyrenes sundhed. Derfor giver landmænd tilskud af stoffet til kvæget for at forebygge blandt andet ledbetændelse, dårlig forplantningsevne og muskelsygdomme, som alle er eksempler på helbredsproblemer, der kan forårsages af selenmangel.

 

 

Selv eksperter kan ikke blive enige om, hvor meget selen kroppen behøver. Noget kunne dog tyde på, at 100 mikrogram er et godt bud. Den britiske forsker dr. Rachel Hurst fra University of East Anglia undersøgte for en del år siden, hvor højt et selenindtag der skulle til for effektivt at mætte selenoprotein P, som er et af de vigtigste selenoproteiner. Et dagligt indtag på 100 mikrogram løste opgaven. Det er over det dobbelte af , hvad en normal dansk kost er i stand til at tilføre.

 

 

I såkaldte interventionsundersøgelser, hvor man giver et selenpræparat for at måle en given virkning, er det typisk doser på 100 til 200 mikrogram, der bliver anvendt. For eksempel fandt man en markant mindre forekomst af tre kræfttyper hos folk, der dagligt fik 200 mikrogram selengær i NPC-undersøgelsen (Nutritional Prevention of Cancer), som er offentliggjort i Journal of the American Medical Assocation.

 

 

Hvor meget skal der til, før sundhedsmyndighederne i de skandinaviske lande tager selentruslen alvorligt – ligesom man gjorde i Finland for over 30 år siden? Det er ikke, fordi der mangler beviser. Lad os lige tage et kig på, hvad man ved om selen på nuværende tidspunkt: