Sund mad på SU – og andre små budgetter – julen 2015

gronka%cc%8al

 

Sund mad på SU er for dig, der gerne vil leve sundt, men ikke gider at bruge timevis i køkkenet. Og dig, der godt kan se pointen med økologi, men går en stor bue uden om det røde Ø-mærke, fordi (du tror) pengene ikke rækker.

Jul behøver hverken rime på sul eller sukkerorgie. Hvis du bare elsker at give den gas i gris og søde sager, så hop endelig ud i det og nyd det. Personligt bliver jeg bare lidt træt og tung af de mange søde og sulede sager, december byder på, og derfor får jeg altid lyst til at hoppe i den anden grøft, når december står for døren (lidt Rasmus Modsat er man vel) og bidrage med det grønne tilbehør.

 

Af Nanna Stigel, ernæringsterapeut (DET)
Opskrifterne blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – december 2015/januar 2016

 

 

Brune kartofler uden sukkerchok
Igen: Hvis du bare elsker dine brunede kartofler, så nyd dem endelig den ene gang om året. Altså det mener jeg virkelig. Hvis du synes, de er en klistret omgang, så prøv med disse brune – eller måske snarere orange – kartofler.

 

Det skal du bruge

800 g søde kartofler

2 spsk. økologisk smør

Lidt salt

 

Sådan gør du:

Skræl de søde kartofler. Skær dem i skiver. Fordel dem på en bageplade, og bag ved cirka 175 grader (varmluft) i cirka 35-45 minutter. De skal være lidt brune i kanten (men ikke brankede).

Tag dem ud af ovnen, og læg smør ind mellem de varme kartofler, så det smelter, og smag til med lidt god havsalt.

 

Tip: De smager også fortrinligt med koldpresset olivenolie over, hvis du ikke er til smør.

 

Grøn”kort”kål

Denne friske grønkålssalat er perfekt tilbehør til den lidt tungere julemad. Tricket med frisk grønkål er at skære det ud så småt – eller ”kort”– som muligt. Det kræver lidt tålmodighed og en god kniv. Alternativt kan du hakke grønkålen med kniven på din foodprocessor. Det går pænt stærkt.

 

Det skal du bruge:

350 g frisk grønkål

75 g valnødder

5 dadler

 

Dressing af:

1,5 spsk. balsamico eddike

3 spsk. koldpresset olivenolie

1 toppet tsk. honning

1 toppet tsk. dijonsennep

1 fed hvidløg

salt

peber

 

Sådan gør du:
Snit grønkålen helt, helt fint. Enten med en god kniv eller med kniven på en foodprocessor.

Bland dressingen, og smag den til. Rist valnødderne let på panden, så de bliver lidt gyldne i kanten.

Skær dadlerne i små stykker. Bland det hele sammen.

 

Fordøjelsesfremmende bitterstoffer

Både valnødder og rå kål har en let bitter smag. Det skal du endelig ikke kimse ad. Smagsmæssigt giver det nemlig et skønt modspil til mange af de søde og fede juleretter. Og så er bittert den smagskomponent, der stimulerer galdeproduktionen (og dermed fordøjelsen af fedt). Ren bonus for en decemberramt fordøjelse!

 

Søde kartofler

… er faktisk slet ikke kartofler, men en rodgrøntsag, der tilhører snerlefamilien. Den er ikke vildt SU-venlig, men ligesom de brune kartofler er de også blot tænkt som et tilbehør til julebordet, så du behøver ikke at købe dig fattig i disse orange herligheder. De søde kartofler har – som navnet antyder – en dejlig sød smag. Dette til trods har de en mindre påvirkning af blodsukkeret (som ellers nok kan komme på overarbejde i en julemåned) end almindelige kartofler.

 

SU-venligt fif

Hvis økonomien ikke er til søde kartofler, kan du bruge hokkaido græskar i stedet. Det smager lige så skønt. Husk at fjerne skræl og kerner inden tilberedning.