Vitaminlignende stoffer

COLOURBOX1310261_15

 

Tidligere var biotin, folinsyre, cholin og inositol en del af B-vitamin-gruppen. I dag kender man de enkelte stoffer bedre, og de er nu fjernet fra gruppen og omtales her separat.

 

Biotin
Blev tidligere kaldt B8-vitamin og H-vitamin. Biotin er et meget aktivt co-enzym, som har betydning for omsætning af næringsstoffer. Det dannes i en 100 % sund tarmflora. Biotin ødelægges ved kogning og anden kraftig forarbejdning af maden. Ældre mennesker og sportsfolk har ofte et lavere indhold af biotin i blodet.

 

Mangelfølger
Mangel på biotin kan forårsage for lavt blodsukker. Mangelsymptomer kan være skældannelse, tab af hår, skøre negle samt tør eller fedtet hud. Desuden udslæt, bleghed, blodmangel og infektioner i munden samt lungebetændelse. Manglende appetit, utilpashed, søvnløshed, mælkesyredannelse i musklerne, berøringsfølsomhed, mentale forstyrrelser og depression.

 

Folsyre
Folsyre blev tidligere kaldt B9-vitamin, men kaldes også folinsyre, folat og folacin. Mangel på folsyre er udbredt, særligt hos ældre mennesker. Folsyre ødelægges meget let ved opvarmning og lyspåvirkning. Da det findes i rå grønsager og grønne salater er det vigtigt at få disse fødevarer dagligt. Folsyre og B12-vitamin optræder ofte sammen. De lagres i leveren, og begge kan dannes af en sund tarmflora.

 

Mangelfølger
Neuralrørsdefekt hos fostre, som blandt andet forårsager rygmarvsbrok og læbe-gane-spalte, skyldes i tre ud af fire tilfælde mangel på folsyre. Derfor anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at kvinder, der planlægger graviditet, indtager 400 mikrogram folsyre frem til graviditetens 12.uge. Mangler forekommer hyppigt hos p-pillebrugere og ved brug af visse vanddrivende midler. Hyppig brug af antibiotika kan også øge behovet. Folsyre har betydning for normal hårvækst og for huden. Ved mangel på folsyre ses en række symptomer som f.eks. mundbetændelse, revnede, afskallede læber, svimmelhed, åndenød, spændinger med hovedpine, muskelsvækkelse og mave-tarmforstyrrelser såsom mavesår og diarre.

 

Et nyt hollandsk forsøg viser, at folsyre kan styrke og fremme hukommelsen hos ældre. Forsøget viste, at 800 mikrogram folsyre dagligt i tre år fremmer de mentale funktioner . 818 mænd og kvinder (50 – 70 år) deltog i forsøget. De havde alle forhøjet homo-cystein, en aminosyre, som menes at spille en rolle ved Alzheimer, hjertesygdomme og blodpropper. Indholdet af folsyre i blodet steg med 500 % og homo-cysteinindholdet faldt med 25 % efter tre år. Den forbedrede hukommelse svarede til, at forsøgspersonerne blev fem år yngre, mens deres evne til at bearbejde ny information og de motoriske evner svarede til, at de blev to år yngre.

Kilde: Alzheimer’s Association’s konference, Washington 2005 (presentation HT-002)

 

Cholin
Cholin er en del af lecitinmolekylet og kan produceres i leveren ud fra aminosyrene metionin og serin. Det er en forudsætning, at der er tilstrækkelige mængder af B6, B12, folsyre og magnesium til stede, ligesom ernæringen skal være optimal. Cholin har betydning for normal funktion af lever, galdeblære, nerver og hjerne. Cholin har sammen med inositol og lecitin betydning for lever-galdefunktion, forebyggelse af alkoholskader og er vigtige for, at organismen kan transportere fedtstoffer i blodbanen ud til alle celler.

 

Mangelfølger
Mangel på cholin kan forårsage leverbelastning, åreforkalkning, blodpropdannelse, for tidlig aldring, forhøjet blodtryk, angst, hjertebesvær, søvnforstyrrelser og mange af de problemstillinger, som nemt kan forveksles med aldring og demens.

 

Inositol
Inositol findes i ni forskellige former, heraf fire i naturen. Kun myoinositol er biologisk aktivt. Inositol ødelægges af blot én kop kaffe og af overdreven indtagelse af vand. Inositol kan også ødelægges af visse typer medicin, f.eks. sulfa, som anvendes ved behandling af blærebetændelse. Inositol har stor betydning for nervesystemet, for en sund nervevækst, og virker derfor virker beroligende på nervesystemet. Inositol er sammen med cholin og lecitin med til at sænke kolesterolindholdet i blodet og er derfor med til at forebygge blodpropper.

 

Mangelfølger
Mangel på inositol kan forårsage øjenlidelser, hårtab, forstoppelse, forhøjet kolesterol, eksem, hudbetændelse, nervesvækkelse, søvnforstyrrelser, angst og nedsat sædkvalitet.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *