Adaptogener

 
Til behandlere og til dig, der gerne vil grave et spadestik dybere i den spændende verden af urter.

Udtrykket adaptogen blev første gang brugt i 1947 af den russiske farmakognosist-toksikolog Nikolay Vasilievich Lazarev til at beskrive naturlægemidler, der har en normaliserende effekt på kroppens fysiologiske reaktion på stress. Begrebet stress blev defineret af Hans Selye som en tilstand, hvor kroppens homøostase (afbalancerende) mekanismer bliver truet, og det er i denne sammenhæng, at adaptogenerne viser deres særlige egenskaber. De farmakologiske processer, som er involveret i den adaptogene virkning, involverer forskellige stressresponsmekanismer, hvor adaptogener øger en indflydelse på stressmediering ved at interagere med hormonel og neurologisk transmitter/receptor-aktivitet, modulere cellernes reaktioner på signalstofferne, påvirke fysiologiske feedback-reguleringsmekanismer og derudover fungere som potente antioxidanter. Denne mangefacetterede farmakologi har fået forfattere til at beskrive aktiviteten af adaptogener som værende et eksempel på netværksfarmakologi, hvor adaptogenernes forskellige farmakologiske mekanismer interagerer i synergi til at opnå deres virkning. På trods af en mangel på en specifik definition af deres tilsyneladende farmakologi er de vigtigste generelle farmakodynamiske egenskaber, der kan bruges til at beskrive adaptogener, blevet defineret af.

  1. Et adaptogen er ikke-giftigt for modtageren.
  2. Et adaptogen virker ved at øge organismens resistens over for et bredt spektrum af ugunstige biologiske, kemiske og fysiske faktorer og har en tendens til at være uspecifikt i dets farmakologiske egenskaber.
  3. Et adaptogen har en tendens til at være en regulator, der har en normaliserende virkning på de forskellige organsystemer i modtagerorganismen.

 

Som terapeutisk værktøj hjælper adaptogener med at opretholde optimal funktion under stadig mere udfordrende forhold ved at støtte fysiologisk kompensation for de potentielt skadelige virkninger af langvarig stress.

Lazarevs forståelse af den adaptogene virkning er baseret på det generelle tilpasningssyndrom (GAS- General Adaption Syndrome)), som oprindeligt blev beskrevet af den fornævnte endokrinolog, Hans Selye. GAS er en profil af, hvordan en organisme prøver at tilpasse sig i et forsøg på at opretholde homøostase, når den udsættes for stressfaktorer. Denne tilpasning kan ifølge Hans Selye beskrives i tre stadier.

  1.  Alarmstadie – den første reaktion på stressorer.
  2. Resistensstadie – organismens fysiologi reagerer på at opretholde homøostase.
  3. Udmattelsesstadie – organismens fysiologi bliver kompromitteret på grund af langvarig stress og kan ikke længere opretholde homøostase.

 

Forud for en stressfremkaldende begivenhed anses organismen for at være i en tilstand af homøostase, i balance. Begyndelsen af en stresshændelse markerer begyndelsen på alarmstadiet. Som det kan ses i figur 1, resulterer de indledende adaptive responsmekanismer i et fald i organismens modstand, denne kortvarige kompromitterede tilstand omtales som chokfasen. Dette efterfølges hurtigt af antichokfasen, hvor organismens fysiologi reagerer på at imødekomme stressbegivenhedens udfordringer. Antichokfasen er hovedsageligt kendetegnet ved øget aktivitet i det sympatiske nervesystem, som er karakteriseret ved bl.a. øget hjertefrekvens, øget blodtryk og den tilhørende kamp-eller-flugt-respons med øgede kredsløbsniveauer af adrenalin. Efter den indledende alarmfase begynder fysiologien at kompensere og tilpasse sig til de stress-inducerede krav. Her går organismen ind i en tilstand af øget dynamisk ligevægt, som kaldes heterostase, som er karakteriseret ved en kortvarig udvidelse af de normale homøostase responsområder, der kan kompensere for de potentielt skadelige virkninger af stressbegivenheden og øge organismens modstand.

I de sene faser af alarmstadiet medieres kroppens reaktion i stigende grad af hormonelle processer, primært stresshormonet kortisol, men også aldosteron og skjoldbruskkirtlens stofskiftehormon. De hormonelle feedbackmekanismer, der regulerer frigivelsen af stresshormonet kortisol, omtales ofte som hypotalamus-, hypofyse-, binyreaksen, der også kaldes HPA-aksen, efter kirtlernes engelske navne – hypothalamus, pituitary og adrenal. Stresshormonets indflydelse på medieringsprocesser fortsætter ind i resistensstadiet og skaber en tilstand af øget modstand i et forsøg på at opretholde homøostase. I tilfælde, hvor stressbegivenheden bliver langvarig, kan kravene til de fysiologiske kompensationsmekanismer blive overanstrengt, hvilket får kroppens resistensreaktion til at vakle.

Organismen går derefter ind i udmattelsesstadiet, som er karakteriseret ved dysregulering af de fysiologiske kompensationsmekanismer, som underbygger kroppens resistensreaktion. På dette stadie kan uhensigtsmæssige adaptive responser forårsage hyper- eller hypofunktion (over- eller underfunktioner) af de fysiologiske reguleringsprocesser, som også selv kan begynde at fungere som stressfaktorer. Dette kan skabe en negativ degenerativ spiral, som kan have alvorlige konsekvenser for organismens sundhed og overlevelsesevne.

Figur 1. Generelt tilpasningssyndrom

 

Adaptogenernes indflydelse på de fysiologiske kompensationsmekanismer involveres ved stressmediering og øger organismens stresstilpasningsevne, som ofte omtales som en tilstand af ikke-specifik øget resistens.

Det ser ud til, at adaptogenernes indflydelse kan påvirke det generelle tilpasningssyndroms profil på to måder:

  • Ved at reducere indflydelsen af alarmstadiets indledende chokfases reaktion på kroppens modstand (HMPC 2008) – en funktion, der kaldes stimulativ adaption.
  • Ved at understøtte de fysiologiske kompensationsmekanismer i resistens- og udmattelsesstadier – en funktion, der kaldes understøttende (eller” supportive”) adaption.

 

Disse to adaptive mekanismer er illustreret i figur 2 og 3, der viser, i hvilke områder de to mekanismer virker (figur 2), samt hvordan deres virkning kan ændre på tilpasningssyndromkurven (figur 3). Her ses det, hvordan  stimulativ adaption kan reducere faldet i modstandsevnen, der opstår som respons på chokfasen, og hvordan understøttende adaption kan forlænge organismens modstandsevne under længerevarende stresspåvirkning.

 

Figur 2. Stimulativ og understøttende adaption

 

Disse to adaptive processer er begyndelsen til at skabe en nuanceret forståelse af adaptogeners indflydelser på organismens stresstilpasning, hvor det enkelte adaptogen i en klinisk sammenhæng evt. kan til- og fravælges i forhold til dets specifikke indvirkning på tilpasningssyndromkurven. Hvis der samtidig inddrages en forståelse af adaptogenernes øvrige individuelle egenskaber og farmakologiske virkninger, skabes der et omfattende og facetteret overblik, som danner et nyttigt og brugbart arbejdsredskab.

 

Figur 3 Stimulativ og understøttende adaptions indvirkning på modstandsevne

 

Urte-adaptogener

Udtrykket urte-adaptogen beskriver en række urter med forskellige egenskaber, som alle understøtter en tilstand af uspecifik øget modstand ved at mediere enten stimulerende eller støttende adaption. Valget af urte-adaptogener bør være baseret på en nuanceret forståelse af urternes karakteristikker afvejet mod det særlige behov, der skabes hos et individ i tilfælde, hvor der er tale om en kompromitterende fysiologisk tilstand. De forskellige urte-adaptogener medierer stressreaktionen på forskellige måder i kraft af deres egne særlige egenskabsfokus, hvilket giver hvert individuelt urte-adaptogen en unik terapeutisk profil.

En oversigt over aktiviteten af et udvalg af adaptogene urter, som omtales i denne artikel, er vist i figur 3. Den principielle adaptogene aktivitet, som definerer et primært adaptogen (1°-adaptogen), er moduleringen af de hormonelle feedbackmekanismer, der regulerer frigivelsen af stresshormoner medieret af HPA-aksen. Primære adaptogener påvirker i sidste ende alle de fysiologiske ændringer, der opstår som en konsekvens af stressreaktionen, og har dermed en væsentlig betydning for tilpasningssyndromkurvens form. De adaptogene urter, der er fremhævet i figur 3 med aktivitet markeret i det røde felt, HPA-aksen modulerende, er klassificeret som primære adaptogener (1°-adaptogen). De øvrige adaptogene urter klassificeres som sekundære adaptogener (2°-adaptogen). Urternes særlige egenskabsfokus, som tegner deres unikke terapeutiske profil, er også markeret på tabellen.

 

Figur 4. Kategorisering af et udvalg af adaptogene urter

 

Du kan læse om de fleste adaptogene urter på www.sund-forskning.dk. Her finder du også alle referencerne for artiklen.

Derudover ligger der en længere variant af nærværende artikel på hjemmesiden, formodentlig i februar 2023.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *