”CYKLISTSYNDROM” (Pudendal Neuralgi)

Cyklistsyndrom



En sjælden sygdom, som læger og behandlere i Danmark overser:

Den sjældne nerveskade ”Cyklistsyndrom” (synonym for Pudendal Neuralgi) rammer mindst ét ud af 100.000 mennesker.

Begrebet ”Cyklistsyndrom” stammer fra elitesporten, hvor nogle cykelryttere oplevede smerter og andre symptomer i deres intimområde i forbindelse med cykling. Men andre årsager kan også forårsage Pudendal Neuralgi.

Pudendal Neuralgi rammer oftest mennesker, som har cyklet meget, måske redet i flere år eller har trænet tunge løft og squatøvelser. Også personer, som har været ude for et traume, fald eller fejloperation, kan være udsatte. Desværre kan kvinder ved en vanskelig fødsel også være i risiko, ligesom nogle i forbindelse med herpes zoster, herpes genitalis eller urinvejsinfektion kan rammes af Pudendal Neuralgi.

Flere med en irriteret, klemt eller skadet pudendusnerve går i måneder og år med smerter i bækkenområdet – smerter, som kan sætte sig flere steder, fx i penis, pung, mellemkød, vagina, kønslæber, endetarm, korsben/haleben/baller. De for alle mænd og kvinder mest intime områder.

Desværre for Pudendal Neuralgi-ramte er der ikke mange, som kender til denne nerve, som forårsager mange smerter hos dem, der rammes.

I USA kategoriseres Pudendal Neuralgi som en ”sjælden sygdom”, og dér tilbyder man forskellige former for behandling. I Danmark er Pudendal Neuralgi stort set et ukendt fænomen. Desværre, for det er faktisk let at blive diagnosticeret for.

Pudendal Neuralgi diagnosticeres ud fra de såkaldte ”Nantes-kriterier”, en metode udviklet af franske læger i 2006 og efterfølgende godkendt af WHO, som også kategoriserer lidelsen som en sjælden sygdom. De fem Nantes-kriterier er:

  1. Smerter fra områderne, som pudendusnerven dækker.

  2. Smerterne forværres, når man sidder, og bliver værre hen over dagen.

  3. Patienten vækkes ikke af smerter om natten.

  4. Ved den kliniske undersøgelse er der ingen objektive føleforstyrrelser.

  5. Patienten vil typisk opleve en positiv effekt af en pudendusblokade.

I forbindelse med udredningen skal patienten have foretaget en MR-scanning, som kan udelukke anden sygdom fra ryg og/eller lille bækken.

For yderligere information kontakt Pudendal Neuralgi Foreningen på telefon 81 71 40 92 eller på mail: info@pudendalneuralgi.dk, https://www.pudendalneuralgi.dk.