I de sidste tyve år har der været rigtig meget fokus på farvestrålende grøntsager og frugter som vigtige antioxidanter, og bliv endelig ved med at spise så varieret som muligt.
Men det hele begyndte med viden om E-vitaminernes evne til at beskytte både vores kredsløb og være en vigtig medspiller i vores hormonsystem. E-vitaminerne var faktisk nogle af de eneste næringsstoffer, behandlere i 70’erne og 80’erne havde i deres værktøjskasse, når klienter kom med gener fra trætte, tunge ben eller et hormonsystem, der ikke virkede optimalt.
Af Marianne Palm
To-co-phe-ro-ler. To-co-tri-e-no-ler. Det er de meget besværlige navne på de små forbindelser, som vi i daglig tale opfatter som en gruppe, vi kalder E-vitamin. Der findes otte forskellige forbindelser: fire tocopheroler, og fire tocotrienoler, men sidstnævnte er ikke at finde i naturlig form, og derfor har der mest været fokus på tocopherolernes evne til at fungere som en super vigtig antioxidant og medspiller i et ethvert kredsløb. Det gælder både ude i de mindste blodkar til fx hud, hjerne, underliv og storetæer, men også de helt store arterier og vener, som bringer iltrigt blod ud fra hjertet og det mere iltfattige blod retur til hjertet, hvor det bliver iltet igen ved hjælp af lunge-hjertekredsløbet.
Både tocopherol og tocotrienol deles op i alpha, beta, gamma og delta, og det er ret interessant at kigge på diverse studier, som der er ikke mindre end 28.000 af, hvis du tjekker på pubmed.com. Studierne er dog af mangeartet kvalitet, og forskerne er slet ikke enige, måske fordi de i deres studier har forsøgt at skelne mellem de forskellige tocopheroler og tocotrienoler, hvor kun fx alpha tocopherol indgik, frem for den synergieffekt, der kan være så vigtig mellem flere forskellige forbindelser af næringsstoffer. Studier viser nemlig, at de forskellige forbindelser bærer hinanden ind i kroppens celler, så de fungerer bedst sammen.
Få fat i gamma, selvom alpha altid fylder mere
Da alpha-tocopherol er tydeligst at finde i naturen, har man mest kigget på dens evne til at hjælpe på kredsløbet, men det ser ud til, at det er gamma-tocopherol, der viser sig at have størst virkning på både forebyggelse af blodpropper og fx det mandlige hormonsystem i forebyggelse af prostatacancer. Studier har også vist, at det er gamma-tocopherol, der kan være med til at hæmme udviklingen af tyktarmskræft.
Når alle tocopherolerne arbejder sammen, er de fleste forskere enige om nogle overordnede virkninger i kroppen:
- De er med til at hjælpe vores gener, det såkaldte genudtryk, der bestemmer, om en celle skal blive til en muskel-, nervecelle eller noget helt tredje.
- De er også med ind over, når et gen skal kode et protein og i det hele taget – og for lige at undgå meget svære forklaringer – er tocopherolernes rolle gennemgribende vigtig, også når det gælder forebyggelse af blodpropper.
- De er stort set også alle enige om, at E-vitamin har en stor (og glemt) betydning for udviklingen af et godt immunforsvar generelt og til at forebygge inflammationer i kroppen.