Del 2: Smuk hud og kroppen i balance med de fem elementer

 

 

Hvis du læste med i sidste nummer af sund-forskning, kunne du læse om elementet Metal, som er et af de fem elementer, jeg refererer til i indlægget her i forhold til at holde kroppen sund og smuk. Nu skal vi vide mere om elementet Vand. Her kommer del 2.

 

Af Mette My Oppermann
Artiklen blev bragt i sund pause en del af magasinet sund-forskning – december 2019/januar 2020 

 

Vinteren er indtruffet med elementet Vand. Elementet har tilknytning til nyrer (Yin, det indre) og blære (Yang, det ydre). I traditionel kinesisk medicin (TCM) er nyrerne det organ, som står for din nedarvede energi, også kaldet madpakken. Hvad du har med hjemmefra, men også evnen til at forplante sig. Elementet vil virkelig give dig nogle gode resultater, hvis du begynder at arbejde med det, hvis det altså er i ubalance.

Har du en stærk eller svag nyre-qi? Helt fysiologisk har vi to nyrer, som er placeret bagerst i bughulen på hver side af rygsøjlen. Oven på nyrerne er der placeret to binyrer. Nyrerne er et fantastisk filter, hvor urenheder fra blodet filtreres og udskilles igennem urinen. Men nyrerne er også vigtige i forhold til at regulere vores væske/salt-balance og vores blodtryk.

 

Nu er det vintertid
I den kinesiske medicin har vores organer nogle sanser, farver, mentale tilstande m.v. ved balance/ubalance. Det siges, at hvis du er i balance, vil du have en god selvtillid og mod til at begå dig i livet. Derimod, hvis du er i ubalance, kan du være styret af frygt og manglende selvtillid. Det er et interessant emne i nutiden, hvor flere og flere lider af angst og depression. Vand-elementet byder op til, at vi i vinteren går i hi og reflekterer. I forhold til skønhed er det en god ide, at vi bruger lidt mere tid på at pleje os selv, fx med masker/olier til massage, mere søvn og dyrke milde former for træning, fx yoga og gåture i naturen.

Smagen, du måske foretrækker, er salt, farven er blå, og sansen er hørelsen. Hvis nyrernes Chi (energistrøm) er i underskud, kan du ligefrem lugte “råddent” og måske have gentagne mellemørebetændelser. Helt fysisk kan du kigge på dine negle, tænder og knogler. Er de sunde og stærke? Eller knækker de let? Hvordan ser dine øjenomgivelser ud? Faste, posede, rynket eller måske tunge øjenlåg? Måske lider du af knæ-/led-/lændesmerter eller smerter i læggen, især i den muskel, som hedder muskulus peroneus brevis?

 

Skønhedsråd til et stærkt vand-element
Som behandler kan man nogle gange blive forbavset over, hvordan klienterners øjne (og omgivelser) ændres, når vi begynder at arbejde med nyrerne via fx øreakupunktur, men også zoneterapi og urter.

 

Øjnene er jo sjælens spejl, og hvem vil ikke have klare, lysende øjne?

 

Rigtig mange drikker for lidt i løbet af dagen, hvilket er uklogt, da nyrernes opgave jo er at filtrere væske. Der skal bruges en masse væske, da kroppen består af ca 70 pct. væske. Hvis du drikker for lidt, kan det oftest ses som rynker/hævelser ved dine øjne, men også i resten af ansigtet. Du kan booste dit vand ved at lave en skøn infusion (Te på urter, der har trukket længe, gerne natten over).

 

Opskrift på infusion

Brug 3 spsk. brændenælde, og lad det trække i en liter vand, gerne natten over i en glasflaske/tekande (aldrig plast). Pift drikken op med agurkeskiver og fx frisk pebermynte. Det er en skøn og frisk drik, spækket med mineraler til din hud. Desuden virker brændenælde mildt vanddrivende, hvilket er godt for tunge og trætte øjne. Brændenælde er en urt, som styrker energien i nyrerne, men også i leveren.

 

Det er også vigtigt at pleje dine øjne med en god øjencreme, dels fordi din hud her er finere end resten af ansigtet, men du bruger også øjnemusklerne meget i løbet af en dag. Det kan være rart at bruge en kølende gele om dagen, fx Green People eye serum, den kan lindre sarte øjne og nære med omega-3-fedtsyrer. Find en fastere og fyldigere øjencreme til om natten med A-vitamin, som hjælper til at regenere huden, mens du sover.

Blue Berry fra New Nordic kan også være gavnligt, da produktet styrker øjenene og de sarte slimhinder indefra med lutein, A-vitamin og øjentrøst. Øjentrøst er en velkendt urt, som bruges til at lindre trætte/ irriterede øjne, men kan også give øjnene et klarere lys.

 

Lav en lille kop te af urten øjentrøst (afkølet), og bad dine øjne for at friske trætte øjne op!

 

Hvis du synes, dine øjne trænger til noget mere, kan du prøve japansk lifting. En metode, som minder om zoneterapi. Hele dit ansigt masseres igennem i såkaldte refleks-/nervepunkter og organzoner. Det er virkelig afslappende og meget anbefalesværdigt, hvis du har travlt eller er stresset, da metoden hjælper til at udskille oxytoxin. Der er forsket en del i hormonet, og du udskiller det blandt andet, når du bliver berørt (fx ved en behandling), men også ved at kramme/ kysse, eller når du tilbringer tid med dit kæledyr.

 

Du kan også med få øvelser stramme vævet op omkring dine øjne.

Vask ansigtet med koldt vand som det første, når du står op. Det kolde vand sætter fut i kredsløbet. Du begynder dermed at dræne væsken.

Tag lidt øjencreme på dine fingre (langemand/pegefinger) tryk nu med et let tryk ved brynets start, ud mod halen af brynet og fortsæt under øjet med urets retning. Lav øvelsen på begge øjne 10 x morgen og aften.

Til sidst tapper du om dine øjne, brug pegefinger og langemand frem og tilbage under øjet og over brynene. Det hjælper med at dræne væsken og dermed hævelser og mørke rander.

 

Andre ubalancer i Vand-elementet?  Godt råd ved smerter og ømme muskler
Prøv en akupressur-måtte, som arbejder på 600 punkter, hvilket hjælper til blandt andet at udskille det smertelindrende hormon, endorfin. Du vil efter kort tid opleve en varme, men også afspændning i området. Måtten kan især være god om vinteren, hvor musklerne og måske lænden påvirkes af kulden. Du kan også bruge AVIVIR Heat gel efter et varmt bad. Cremen er en varmende gel, som bruges til at lindre ømme muskler, og som virker afslappende. Cremen indeholder aloe vera, eucalyptus og kamfer. Smør gerne et lag på omkring nyrernes placering, hvis du er kuldskær, det kan hjælpe gennemstrømningen af flowet i nyrerne. Sørg også for at holde din lænd og fødder varme for at styrke din nyre-/blære-Qi.

 

Lider du af smerter, som rigtig mange danskere gør, så start med at finde en god zoneterapeut. I kan sammen lave et behandlingsforløb, da kroppen kan give udsving på de andre elementer. Ved smerter kan du prøve at tage 2 stk. gurkemejekapsler fra fx Biosym eller Solaray og drikke et par kopper hvid pilebark te. Hvid pilebark er kendt for stoffet salicin, som omdannes til salisylsyre i kroppen. Stoffet er kendt ved aspirin.

Smerter i lænden, dårlige negle eller skrøbeligt hår kan også kobles på under energien i Vand-elementet. Du kan styrke dine negle, hud og hår ved Bidros produkt Hud, hår og negle. Kapslerne er spækket med collagen og zink, som er et vigtigt mineral for både slimhinder, cellefornyelsen, men også nervesystemet. Derudover indeholder produktet lycopen, som er en stærk antioxidant, der beskytter vores hud og hår, biotin og selvfølgelig den bedste gele royal, som er ren bidronningeføde. Det specielle ved gele royal er næringsværdien. Den indeholder mineraler, cholin, aminosyrer og vitamin E, hvilket igennem tiden er blevet brugt til alt fra at lindre smerter, styrke lever og nyrer og energiniveauet. Indtager du det over en længere periode, kan det hjælpe med at bevare det ungdommelige look. Sammensætningen af ingredienserne arbejder i en smuk symbiose, som kan give dig styrke.

Hvis du laver øvelserne hver dag, vil du hurtigere mærke og ikke mindst se den forskønnende effekt.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *