EHS – Electro Hyper Sensitivity … hvad er det?

 

Electro Hyper Sensitivity, EHS, eller el-overfølsomhed, tidligere kendt som “Mikrobølgeovns Syndrom”, er et syndrom, der er kendetegnet ved tilstedeværelsen af et bredt spektrum af ikke-specifikke og multiple organsymptomer, typisk især symptomer fra centralnervesystemet, der opstår efter personens akutte eller kroniske eksponering for elektromagnetiske felter.

 

Af Montsearrat Farré Hernàndez

 

Nogle undersøgelser har vist biologiske effekter på celleniveau af elektromagnetiske felter (EMF), magnetiske felter (ELF) og radiofrekvens (RF), selv i ekstremt lave intensiteter. Mens andre biofysiske forskninger ikke har fundet entydige tegn på markører, der kan forklare en overfølsomhedsreaktion i kroppen ved påvirkning af EMF.

 

Hvor kommer det fra?

I takt med udviklingen i samfundet har der været en stor stigning i antallet og mangfoldighed af elektromagnetiske feltkilder (EMF). Disse kilder inkluderer radio, radar, computere, mobiltelefoner, wi-fi og meget mere. Og mens disse enheder har gjort vores liv sikrere og lettere på mange områder, har de været ledsaget af bekymringer over mulige sundhedsrisici på grund af deres EMF-emissioner.

I 1970 beskrev en rapport fra det tidligere Sovjetunionen “Mikrobølgeovns Syndrom” blandt militærpersonale, der arbejdede med radio- og radarudstyr, og som viste symptomer, der omfattede træthed, svimmelhed, hovedpine, problemer med koncentration og hukommelse og søvnforstyrrelser.

Lignende symptomer blev fundet i 1980’erne blandt svenskere, der arbejdede foran katodestrålerørskærme med symptomer som rødme, brændende følelse og prikken i huden, især i ansigtet, hovedpine, svimmelhed, træthed og lysoverfølsomhed.

 

Videnskabelig dokumentation 

Videnskabelig forskning i EHS har indtil videre været domineret af såkaldte provokationsstudier, hvor personer med og uden EHS skulle vurdere, hvorvidt de blev eksponeret for EMF på et bestemt tidspunkt. Studierne har i de fleste tilfælde været dobbeltblindede, hvor hverken forsøgspersoner eller forskere vidste, hvornår forsøgspersonerne var eksponeret for ægte EMF. Disse studier kunne ikke vise en sammenhæng mellem EMS- og EHS-symptomerne.

Efter en undersøgelse i 2005 foretaget af WHO, Verdenssundhedsorganisationen, var konklusionen, at:

“Elektromagnetisk overfølsomhed er kendetegnet ved en række ikke-specifikke symptomer, der adskiller sig fra individ til individ. Symptomerne er bestemt reelle og kan variere meget i sværhedsgrad. Uanset årsagen kan elektromagnetisk overfølsomhed være et invalideringsproblem for den berørte person. Eletromagnetisk overfølsomhed har ikke et klart diagnostisk kriterium, og der er intet videnskabeligt grundlag for at forbinde symptomerne på elektromagnetisk overfølsomhed med eksponering for elektromagnetiske felter. Elektromagnetisk overfølsomhed har ikke en anerkendt klinisk diagnose, og det er heller ikke klart, at det repræsenterer en selvstændig medicinsk sygdom.”

 

I 2010 offentliggjorde Rubin et. al en opfølgning på deres 2005-gennemgang med 46 dobbeltblindede forsøg og 1.775 personer med selvdiagnosticeret EHS, hvor de ikke fandt nogen klare beviser, der kunne understøtte hypotesen om, at elektromagnetisk eksponering forårsager EHS, som det også er konklusionen på mange andre undersøgelser. De konkluderede også, at undersøgelserne viste en nocebo-effekt, som udløste de akutte symptomer hos dem med EHS.

En systematisk gennemgang af klinisk forskning i 2011 fandt ingen overbevisende videnskabelig dokumentation for symptomer forårsaget af elektromagnetiske felter.

Siden da har flere dobbeltblindede forsøg vist, at personer, der rapporterer om elektromagnetisk overfølsomhed, ikke reelt kunne opdage tilstedeværelsen af elektromagnetiske felter og er lige så tilbøjelige til at rapportere dårligt helbred efter en falsk eksponering som ved ægte elektromagnetiske felter, hvilket kan antyde, at årsagen i disse tilfælde har været nocebo-effekten.

Det har derfor hidtil ikke været muligt videnskabeligt at bekræfte en sammenhæng mellem symptomerne på EHS og eksponering over for EMS.

 

Hvad sker der i kroppen?

Det menneskelige cellesystem fungerer med elektromagnetiske felter, især i hjernen. Dette system skaber den intra- og intercellulære kommunikation og de biokemiske reaktioner. Det menes, at tilstedeværelsen af nye eksterne felter, den såkaldte elektromagnetiske forurening, påvirker dette system.

Det antages, at den intra- og intercellulære kommunikation, væske- og hormonudskillelse, binding til receptorer og de forskellige membrankanaler forstyrres. Der kan ske ændringer i permeabiliteten i blodhjernebarrieren, mangel på sekretion af melatonin og tilstedeværelsen af hjernestressmarkører.

Elektromagnetiske felter kan også inducere ændringer i kaskader af calciumsignalering, signifikant aktivering af frie radikale-processer og overproduktion af reaktiverede iltarter (ROS) i levende celler samt ændrede neurologiske og kognitive funktioner.

 

Hvad er symptomerne? 

Nogle undersøgelser tyder på, at visse fysiologiske reaktioner hos EHS-personer har en tendens til at være uden for det normale interval. Især findes der hyperaktivitet i centralnervesystemet og ubalancer i det autonome nervesystem, som har brug for yderligere studier med kliniske forsøg.

Personerne kan have neurologiske, hormonelle og psykiatriske symptomer. Der er nogle studier, som mener, at der observeres ændringer efter eksponering i pupillens reaktioner, ændringer i hjerterytme, beskadigelse af erytrocytter og forstyrret glukosemetabolisme i hjernen.

Der ses også dermatologiske symptomer, såsom rødme, prikken og brændende fornemmelser i huden, koncentrationsbesvær, svimmelhed, træthed og andre symptomer som kvalme, hjertebanken og fordøjelsesforstyrrelser.

 

Diagnose 

EHS er ikke en accepteret diagnose. Der er ingen klinisk definition eller nogen retningslinjer for klinisk praksis, og der er ingen specifik test til identifikation af den og heller ikke en aftalt definition at udføre klinisk forskning ud fra.

Klager over EHS kan skjule andre fysiske eller psykiatriske sygdomme. Diagnosen af disse underliggende tilstande indebærer at undersøge og identificere mulige kendte medicinske årsager til de eventuelle observerede symptomer.

Symptomer kan også fremkaldes ved at forestille sig, at eksponering forårsager skade, et eksempel på nocebo-effekten, da undersøgelser har vist, at rapporter om symptomer er tættere forbundet med troen på, at man bliver eksponeret end med nogen egentlig eksponering.

Østrig er det eneste land med et skriftligt forslag til retningslinjer for diagnose og behandling af EMF-relaterede sundhedsproblemer. Bortset fra dette anerkendes EHS ikke som en specifik diagnose i resten af verden.

Da der ikke findes anerkendte diagnoser, kan prævalensen for sygdommen ikke helt evalueres, og de eneste data kommer fra befolkningsbaserede undersøgelser. I 2002 resulterede en undersøgelse af 2.072 mennesker i Californien i et resultat på tre pct. I en lignende undersøgelse samme år i Stockholm var der en forekomst på 1,5 pct. Mens der i en anden undersøgelse i 2004 i Schweiz identificeredes fem pct. af befolkningen med EHS. Og i 2007 fandt en britisk undersøgelse af en tilfældig gruppe på 20.000 mennesker en forekomst på fire pct.

 

Findes der en behandling?

Generelt er den eneste behandling, der tilbydes, at dæmpe symptomerne.

England gennemgik forskellige behandlingsmuligheder for EHS og rapporterede om succesen ved at bruge kemisk neutraliserende terapier, antioxidant behandling, kognitiv adfærdsterapi, akupuntur og shiatsu.

Der findes også anbefalinger om at beskytte sig mod disse menneskeskabte EMF’er ved hjælp af metalafskærmning gennem forskellige produkter, dog er der en rimelig bekymring for deres beskyttende virkning og sikkerhed. Faktisk dæmper enhver metalafskærmning, selv når den anvendes korrekt, ikke kun de menneskeskabte polariserede EMF’er, men også de naturlige ikke-polariserede EMF’er, der er ansvarlige for alle dyrs og selvfølgelig så også menneskers biologiske rytmer og trivsel. Derfor er det blevet foreslået, at en undgåelsesstrategi er sikrere end afskærmning.

Der findes også filterudstyr til at reducere disse EMF’er.

 

Konklusion 

EHS er kendetegnet ved en række ikke-specifikke symptomer, der er forskellige fra individ til individ. Symptomerne er bestemt reelle og kan variere meget i deres sværhedsgrad. Uanset årsagen kan EHS være et invaliderende problem for den berørte person.

EHS har ingen anerkendte diagnostiske kriterier, og der er intet videnskabeligt grundlag for at forbinde EHS-symptomerne med EMS-eksponering. Derfor er EHS ikke en klinisk diagnose, og det er heller ikke klart, at det repræsenterer en selvstændig klinisk sygdom.

Der er dog stor international interesse i videre undersøgelser, og derfor har WHO, gennem sit internationale EMF-projekt, startet et stort arbejde for at identificere forskningsbehov og koordinere et verdensprogram for EMF-studier for at give en bedre forståelse af enhver sundhedsrisiko forbundet med EMF-eksponering, hvor der lægges særlig vægt på de mulige sundhedsmæssige konsekvenser af lave EMF-niveauer.

 

Kilder:

  • Stein Y, Udasin IG. Electromagnetic hypersensitivity (EHS, microwave syndrome) – Review of mechanisms. Environ Res. 2020 Jul;186:109445. doi: 10.1016/j.envres.2020.109445. Epub 2020 Mar 30. PubMed PMID: 32289567
  • Rubin GJ, Hillert L, Nieto-Hernández R, van Rongen E, Oftedal G. Do people with idiopathic environmental intolerance attributed to electromagnetic fields display physiological effect when exposed to electromagnetic fields? A systematic review of provocation studies. Bioelectromagnetics 2011 Dec;32(8):593-609. doi: 10.1002/bem.20690. Epub 2011 Jul 18. PubMed PMID: 21769898
  • Röösli M. Radiofrequency electromagnetic field exposure and non-specific symptoms of ill health: a systematic review. Environ Res. 2008 Jun;107(2):277:87. doi: 10.1016/j.envres.2008.02.003. Epub 2008 Mar 21. PubMed PMID: 18359015
  • Regel SJ, Negovetic S, Röösli M, Berdinas V, Schuderer J, Huss A, Lott U, Kuster N, Achermann P. UMTS base station-like exposure, well-being, and cognitive performance. Environ Health Perspect. 2006 Aug;114(8):1270-5. doi: 10.1289/ehp.8934. PubMed PMID: 16882538
  • Rubin GJ, Hahn G, Everitt BS, Cleare AJ, Wessely S. Are some people sensitivo to mobile phone signals? Within participants double blind randomised provocation study. BMJ. 2006 Apr 15;332(7546):886-91. doi: 10.1136/bmj.38765.519850.55. Epub 2006 Mar 6. PubMed PMID: 16520326
  • Wilén J, Johansson A, Kalezic N, Lyskov E, Sandström M. Bioelectromagnetics. 2006 Apr;27(3):2014-14. doi: 10.1002/bem.20195. PubMed 16304699

 

0 0 votes
Article Rating
Subscribe
Giv mig besked om:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 Comments
Ældste
Nyeste Mest liked
Inline Feedbacks
View all comments
Charlotte Christensen
6 måneder siden

Det er meget vigtigt at tage sig af dit helbred.. tak for den interessante artikel.
Mvh Chrlotte

Erhvervslejemål

Winnie Laybourn
6 måneder siden

EHS er helt reelt og helt forfærdeligt at have. Jeg henviser til denne artikel fra 2020:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32168876/
og til denne artikel fra 2015:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/26613326/

I Danmark vil det offentlige såkaldte sundhedsvæsen dog ikke undersøge os med EHS.

Henrik
6 måneder siden

Ærgerligt at artiklen tager udgangspunkt i de ældgamle provokationsforsøg. Enhver der har arbejdet med EHS patienter ved at symptomerne ofte kommer forsinket efter nogen tids eksponering og ikke forsvinder når eksponering ophører. Der er en ophobende effekt over tid. Der er også en udrensende effekt når eksponering ophører som f.eks. kan udløse migræne anfald. Her taler vi om dagevis og ikke timer. De biologiske mekanismer fungerer ikke så hurtigt. Typisk varer symptomerne ved i 1-5 dage efter en eksponering. Mange ting kan spille ind i forsøgene, herunder også elektriske felter og statisk magnetisk materiale som ofte findes i testlabs i… Læs mere

3
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x