Kroppen kompenserer – den proprioceptive sans

[envira-gallery id=”258928″]

 

Alle kroppens strukturer har indflydelse på hinanden, og kroppen er rigtig god til at kompensere for ubalancer og fejlstillinger. Det kan føre til mange problemer og smerter, som oftest ikke ses i sammenhæng.

Kroppen kompenserer ved hjælp af nogle sanser – bl.a. den proprioceptive sans, og der er en stærk sammenhæng mellem denne sans, og hvordan vores fysiske kropsdele er repræsenteret i hjernen.

Kroppen er rigtig god til at kompensere, når der er bækkendysfunktion. De fleste oplever smerter alle mulige steder, alt efter hvor og hvordan kroppen vælger at kompensere. Den ene har smerter i et knæ, den anden i hofter – den tredje i SI-led og måske symfyse, nakke eller kæbe. Hver eneste med bækkendysfunktion har sin egen unikke problematik, og der kan være mange årsager og kombinationer af årsager. Det, der er godt for den ene og har hjulpet denne, er ikke nødvendigvis det rigtige for en anden – selv hvis symptomerne er nogen­lunde ens, kan det skyldes vidt forskellige årsager.

 

Af Lene Pilegaard

 

Hvad er proprioception?

En simpel analogi til at forstå proprioception er at anse det som hjernens kort over kroppen. I hjernen er hver del af kroppen organiseret på en måde, så de repræsenterer de forskellige kropsdele. Området består af en gruppe neuroner, som befinder sig i en tynd stribe lige over øret og kaldes homunculus (engelsk betegnelse og betyder ”lille menneske”).

 

Hver del af kroppen har et separat område af hjernen dedikeret til bevægelse og sansning af denne kropsdel. Så vi har fysiske hænder, og vi har virtuelle hænder i hjernen – altså dele af hjernen, der repræsenterer størrelse, form og placering af vores hænder.

Den del af homunculus, der repræsenterer det motoriske område i hjernen, kontrollerer bevidste bevægelser.

Modsat dette område findes det sensoriske område, som er ansvarligt for at modtage signaler fra kroppen, der kommer fra berøring, træk og tryk, temperatur mv.

Hjernen vil endda afsætte plads til at repræsentere livløse objekter, som vi har brug for til at sanse og kontrollere, såsom de redskaber vi bruger, en blyant, et stykke værktøj, en tennisketsjer osv.

 

Bedre kropskort giver bedre bevægelse

Da hjernen bruger kropskortene til at træffe beslutninger om, hvordan du bevæger dig, er det indlysende, at bedre og mere detaljerede kropskort resulterer i bedre og mere præcise bevægelser. Derimod vil bevægelse blive mere usikker, hvis kropskortene er uklare eller slørede.

Kropsdele, der har større krav til bevægelighed, fylder mere i hjernen. Fx er vores hænder i stand til at udføre yderst indviklede og detaljerede bevægelser og fornemmelser, og de er repræsenteret i et relativt stort område i homunculus.

Derimod vier hjernen meget lidt plads til kortlægning af kropsdele, som ikke bliver bevæget så meget og ikke har brug for stor sansekapacitet, som fx midten af ryggen eller vores albuer.

Her er en illustration i form af en mand, hvor de fysiske kropsdele svarer til størrelsen af deres virtuelle modstykke i hjernen.

 

 

En anden indikation af, at kortene er afgørende for koordination, er, at de rent faktisk bliver større, når de udsættes for større krav og mere bevægelse. Fx er den del af en musikers hjerne, som registrerer og styrer fingrene, observerbart større end hos en person, der ikke bruger hænderne så meget.

 

Slørede kropskort kan forårsage smerte

Nøjagtige kort har også stor betydning for, hvordan hjernen registrerer sanseindtryk. Smerteforskere har fundet ud af, at de kan skabe smerter hos forsøgspersoner ved at skabe usædvanlige sensoriske illusioner igennem spejle eller andre tricks med vores opfattelse.

Disse illusioner skaber en slags sensorisk mismatch og resulterer i en konflikt i de oplysninger, som repræsenterer hjernens kort. Resultatet er ofte smerte.

På baggrund af disse og andre studier mener mange eksperter, at huller, pletter eller andre unøjagtigheder i kroppens kort kan være en væsentlig medvirkende faktor i mange kroniske smertetilstande, og at bearbejdelsen af disse problemer er en ud af mange måder at behandle smerter på.

Hvorfor kompenserer kroppen?

For at skåne og kompensere for smertepåvirkede muskler og led i fx bækkenet vil kroppen automatisk kompensere ved at bruge andre muskler. Dette kan føre til overbelastning og skævvridning andre steder i kroppen, hvorved man kan få smerter i andre led og muskler. Fx kan man få nakke- og kæbesmerter på grund af fejlstillede led i bækkenet eller hofteleddene.

Proprioceptorer sidder i høj grad i ledbånd, lige fra ankel, knæ, hofte kæbe osv. Det er en del af et større feedback-system, hvor musklerne skal kunne koordinere en bevægelse.

Grunden til, at kroppen automatisk kompenserer, hænger tæt sammen med tre sanser:

Den proprioceptive sans registrerer kroppens og lemmernes indbyrdes position og bevægelse i forhold til hinanden og tyngdekraften ved hjælp af receptorer beliggende i muskler, sener og led. Den proprioceptive sans reagerer på ændring i træk og tryk i muskler, sener og led.

I leddene sidder der mange proprioceptorer – fx er der mange i kæbeleddet, hvor de registrerer leddets position i forhold til resten af kroppen.

Den vestibulære sans registrerer bevægelser og hovedets position i forhold til omverdenen. Vestibulærsansen er den sans, som sørger for, at vi kan holde balancen. Sanseorganet befinder sig i det indre øre og indeholder en tyktflydende væske, som sættes i bevægelse, når hovedet bevæges.

Den visuelle sans, som er selve synet, er med til at placere os i forhold til omgivelserne.

Ved hjælp af disse sanser vil hovedet altid rette sig lige i forhold til omverdenen.

Det betyder, at hvis fundamentet, som er bækkenet, er skævt, vil kroppen hælde til den ene side, men hovedet vil via ovennævnte sanser sørge for balance i forhold til omverdenen. Kroppen vil også forsøge at få rygsøjlen til at være lige fra lænden op til nakken. Kroppen kompenserer og roteres sådan, at den har nogenlunde ligevægt til begge sider, så hovedet sidder lige. Dette skaber en S-formet ryg, som kommer på grund af rotation af facetleddene i ryggen. Det kan skabe ledlåsninger hele vejen op til nakken.

Vestibulærsansen er den sans, som sørger for, at vi kan holde balancen.

Sanseorganet befinder sig i det indre øre og indeholder en tyktflydende væske, som sættes i bevægelse, når hovedet bevæges.

Den vestibulære sans registrerer bevægelser og hovedets position i forhold til omverdenen.

På grund af disse sanser vil hovedet altid rette sig lige i forhold til omverdenen, så man ikke står med et skævt hoved til en af siderne.

 

Smerte påvirker bevægelsesmønstre

Måden, hvorpå mennesker med funktionsnedsættelse og smerter reagerer på, har stor indflydelse på, hvordan bevægelsesmønstre bliver og udleves. Dette påvirker graden af funktionsnedsættelse mere end ved udelukkende at kigge på den biomekaniske dysfunktion som årsagen til bevægelses­mønsteret som enkeltstående problem. Der vil ofte opstå en form for funktionsnedsættelse i muskler eller kropsdele, som på grund af smerter og kompensa­toriske bevægelses­mønstre ikke bliver brugt eller bruges uhensigts­mæssigt. Hvis der er kroniske smerter, er det også med til at påvirke kroppen på det strukturelle plan – det vil sige muskler, sener, led, og at der sker forandringer i de måder og strategier, som bruges til bevægelser i dagligdagen.

En af de vigtigste forandringer er tab af præcise bevægelsesfærdigheder. Det vil sige evnen til at kunne udføre en aktivitet med præcision, hurtighed og koordination. Det kan fx betyde, at man har svært ved at skulle tilpasse sig ændringer i underlaget, man går på, holde balancen og at have kontrol over sin krop.

 

Det, vi forventer, er, hvad vi får

Ofte skyldes ændringer i bevægelsesmåder, at vi ubevidst forventer smerte ved bestemte bevægelser.

Denne forventning og forudsigelighed gør, at det ikke altid er det, vi forventer, der skal ske, rent faktisk er det, som sker – især i sammenhæng med smerteoplevelser. Det kan endda være forventning om smerte eller en aktivering af neurale sammenhænge og mønstre, som kan afstedkomme en hæmmet bevægelse eller en smerteoplevelse udelukkende baseret på en forventning, uden at der rent faktisk er den reelle påvirkning på vores krop.

 

Sensorisk hukommelsestab

Hvis du undlader at bevæge dig på en bestemt måde i en længere periode eller bevæger dig ”forkert” eller hæmmet, hvis du fx har haft smerter igennem længere tid, mister du evnen til præcist at sanse og kontrollere forskellige bevægelser. Fx noget så simpelt som at gå ”rigtigt”. Dette kaldes sensorisk hukommelsestab, og hjernens kropskort bliver mere uskarpe.

 

Use it or lose it

En anden måde at miste kvaliteten af kropskort er at komme til skade. Smerte reducerer hjernens evne til at bearbejde proprioceptiv information fra et skadet område, og man gætter på, at det er for at prioritere beskyttelsessignalerne. Faresignalerne fortrænger de proprioceptive signaler. Når du har haft smerter, skade eller været inaktiv i en periode, giver det derfor god mening at træne og genoptræne proprioception.

Når en bestemt kropsdel eller bevægelser bruges gentagne gange på en koordineret og opmærksom måde, sker der faktiske fysiske og observerbare ændringer i den del af hjernen, som styrer denne kropsdel og bevægelse. Dette er bl.a. en del af grunden til, at du bliver bedre, når du øver dig i noget.

Selvfølgelig er alle bevægelser ikke lige effektive til at stimulere kroppens kort. Bevægelser, der er mest tilbøjelige til at føre til ændringer i kvaliteten af kropskortene, er dem, der er nysgerrige, under­søgende, nye, interessante, rige på sanseindtryk, langsomme, blide, opmærksomme og ikke-smertefulde.

 

Proprioceptiv træning

Proprioception bedres ved:

  • Neuromuskulær træning, som kan bestå af balancetræning, træning af det indre korset= core stability
  • Koordinationstræning og strækøvelser.

 

Balancetræning betaler sig

Først og fremmest giver det en større stabilitet og mulighed for gode og hensigtsmæssige bevægelser, som nedsætter risikoen for skader og overbelastninger. Man ved, at der er en sammenhæng imellem balancen og funktionen af muskler og led. Balancetræning tvinger kroppens svage muskler til at arbejde med – og det i sig selv hjælper kroppen på vej til at blive rettet op og skaber større balance imellem musklerne indbyrdes. Hvis du har en dårlig holdning, er nogle muskler for korte og andre for lange – det kan balancetræningen hjælpe til med at rette op på. Balancetræning vækker de muskler, som har været i dvale.

 

 

Glem ikke synssansen

Synet betyder alt. Det er den suverænt vigtigste sans og forudsætning for, at vi kan bevæge os effektivt.

Hvis dit syn ikke fungerer optimalt, vil din hjerne mangle troværdige oplysninger om verden omkring dig, og det har større konsekvenser, end de fleste umiddelbart forestiller sig. Bl.a. vil det have betydning for dit bevægemønster, din kropsholdning, din styrke og smidighed.

Dit syn kan være udfordret af en genetisk bygningsfejl eller sygdom. En hjernerystelse kan også have påvirket det negativt. Det samme kan små briller, der virker som et lille bur for dit syn og betyder, at du ikke spontant bruger dine øjne alsidigt. Computerarbejde er heller ikke godt for synet. Det er utrolig ensidigt for dit syn at kigge i en computerskærm fra nøjagtig samme vinkel og afstand dagen lang. Det giver ikke dit syn og din øjenmuskulatur nogen form for afveksling eller udfordring, og så forsvinder evnen til at mestre alle de andre kompetencer, øjet har.

 

Træn dine øjne

At have et godt syn består af rigtig mange færdigheder, bl.a. hvor godt du koordinerer dine øjenbevægelser i alle retninger. Om din evne til at opfatte dybder og afstande. Det handler også om, hvor godt du ser, hvad der foregår i yderpolerne af dit synsfelt, imens du fokuserer andre steder (det perifere syn). Og om hvor hurtigt du kan omstille dig fra at se kort og langt, fx fra bilen foran til dit speedometer. Der hjælper briller ikke alene.

Synstræning er øvelser, der forbedrer funktionen af øjnenes muskler. Den har til formål at give øjnene de bedste forudsætninger for at tilføre hjernen vigtige oplysninger om verden omkring dig. Derudover handler synstræning også om at træne hjernen og gøre den bedre til at bruge og integrere de oplysninger, der kommer ind.

 

Hvordan kan jeg træne mit syn?

En enkel og vigtig øvelse er Near-Far Focus, som går ud på at lade øjnene fokusere på noget, der er langt væk. Du kan også prøve at holde en kuglepen eller andet ud foran dit ansigt i strakt arm og føre kuglepennen langsomt hen imod dine øjne, samtidig med at du holder fokus. Også at træne dit perifere syn kan gøres ved hjælp af kuglepennen, der igen føres i strakt arm fra højre mod venstre og retur. Her træner du både synet og samtidig også øjnenes evne til at kunne ændre stilling fra højre til venstre og at følge et objekt i bevægelse. Du kan eventuelt få en til at føre kuglepennen for dig.

Løft regelmæssigt igennem dagen blikket op fra pc-skærmen, og find et fokuspunkt længere væk. Du kan også gå en tur i frokostpausen, hvor du ud over frisk luft får vigtig distancetræning af øjnene. Her kan du gøre øvelsen mere avanceret ved hurtigt at flytte dit fokus imellem korte og lange distancer. Et minut af denne øvelse i ny og næ er meget effektivt for dit syn.

 

Høresansen

På samme måde som synssansen er vigtig for ens bevægemønster, kan høresansen påvirke vores bevægelser. Hvis man fx har nedsat hørelse på det ene øre, kan man have en tendens til ubevidst at vende det ”gode øre” i retning af, hvor der tales og kan derfor få en skæv kropsholdning. Så høresansen er ligeledes vigtigt at få kontrolleret i forbindelse med optimering af bevægelsesmønster.

Du kan læse mere om ”hjernens kropskort” i kapitlet: Den virtuelle krop i hjernen i bogen: Smerte er fantastisk, af Lene Pilegaard.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *