Lyt til din kat og hund – lyt MEST til din intuition
October 12, 2019

 

 

 

Maden spiller en kæmpe rolle, og der er mange fordomme, og forvirringen er stor. Men vi ved, at dyrene er carnivore (kødædere). Det ville være fantastisk, hvis de kunne leve af 100 % grønt, og det ser vi nogle få, der kan, men vi har erfaret, at 50 % grønt og 50 % (fersk) kød er en rigtig god blanding, mange stortrives på. Igen kommer det an på, om man råfodrer (barf), eller om det er tørfoder. Her er det vigtigt at læse ingredienslisten, for der er langt fra kød til kødmel og hvide ris/sukkerroeaffald til nærende fersk kød, grøntsager, frugter og urter.

 

Når de fleste med forstand på næringsstoffer ved, at et højt indhold af uegnede kulhydrater som korn, sukkerroer, majs og stivelse kun bør indtages i begrænsede mængder, hvorfor findes det så næsten overalt i de mest populære dåser med mad, snacks og tørfoder?

 

I min optik er intet 100 % rigtigt eller forkert. Det eneste, der virkelig er vigtigt, er at vejlede i henhold til, hvad vi ved, der virker. Du kan ikke altid stole på, at det dyreste mad eller det, du fik af kennelen, er det helt rigtige, når din hund er blevet voksen. Mange bliver anbefalet at fodre det samme år efter år … men ville vi synes om at spise “havrefras med vand” dag efter dag?

 

 

Hvad skal du se efter?
Bare fordi din kats eller hunds race er på billedet på posen, betyder det ikke, at det er det bedst egnede. I realiteten er alle hundes fordøjelsessystem ens, men som os har de varierede smagsløg, og nogle er mere sensitive end andre (ligesom os).

 

 

Ja. Vores kæledyr har smagsløg
Det, der har chokeret mig mest i butikken, er, hvor kræsne mange hunde og katte er. Man tænker, om de ville dø, hvis de skulle leve i naturen. Måske glemmer vi, at de i naturen ville have et varieret sortiment af kød og bær/grønt. De ville også selvvalgt faste mindst et par gange om ugen, specielt efter et større måltid.

 

 

Veganer eller ej
Der er en stigende interesse for en vegetabilsk diæt til katte og hunde. Det er sjældent, vi bliver spurgt om vegansk mad til katte. Min erfaring er, at hunde ikke er så vilde med det og foretrækker kød. Som snack er det nemmere. Man skal være opmærksom på foderallergi pga. hvede, majs og soya, som er brugt i vegansk foder, samt urinvejssten grundet basisk urin. Jeg opfordrer ofte til en variation med olien. Fx elsker de fleste hunde kokosolie, men den indeholder ikke alle omega-3’er som fiskeolie.

 

 

Obs! Læs ingredienslisten!
Så hvad er ernæringsmæssigt korrekt? Kød, brusk/knogler, indmad, grønt, bær, olie, vitaminer og mineraler. Det er vores ansvar, hvordan vi fodrer vores kæledyr, så hvorfor ikke fodre naturligt.

 

Et fuldfoder bør hverken indeholder sukkerroetrævl/-snitte, hvede, majs, hvide ris eller sojabønnerester som første ingrediens, da det ikke er egnet føde.

 

Drop vegetabilsk protein-isolat = soja. Drop hydrolyseret animalsk protein = næb, klør og fjer (skånekost). Drop andre animalske biprodukter, som ikke er kød. Drop kunstige farvestoffer. Drop renderet kød og fedt (afsmeltet ved høj varme og stabiliseret tilbage i fast form). Drop store doser af indmadsaffald (diarré). Drop hardcore konserveringsmidler som BHA eller BHT.

 

 

Hvad er “korn”?
Er korn ”korn” eller ”corn” = majs? Er “korn” hvede, rug, havre og ris? Man er nødt til at se på, hvad den enkelte kornsorter er og kan. Hvede indeholder gluten. Gluten indeholder masser af protein. Det er oplagt at erstatte kød med, men vi oplever, at mange dyr får glutenallergi. Majs er et billigt fyldprodukt, så det er oplagt i foder. Havre fås både med og uden gluten. Havre er en letfordøjelig kornsort med masser af protein og B-vitaminer.

 

Havre kan ofte accepteres af hunde med kornallergi. Hvide ris er sunde, hvis man beholder den sunde del af riskornet og ikke kun skallen (risgrits). Problemet opstår, hvis det udgør op til 40 % af indholdet i posen.

 

 

Det nørdede
Proteinindholdet skal ligge mellem 28 og 32 %, dvs. tæt på naturens egen optimale sammensætning. I et kornfrit fuldfoder kræver det en kulhydratkilde at holde proteinindholdet på et for nyrerne acceptabelt niveau.

 

Ferskt kød indeholder ca. 15 til 24 % protein og ca. 70 % kødsaft. Fjerner man kødsaften, lander proteinindholdet på en helt anden planet, så derfor er det hensigtsmæssigt at balancere foderet med en sukkerfri kulhydratkilde.

 

Om Charlotte Dinesen

Charlotte Dinesen er den lykkelige ejer af Den Grønne Pote på Ordrupvej i Charlottenlund. En vaskeægte nørd udi sundere madvaner og lykkeligere hunde og katte. Hun sælger gerne det hele økologisk, også pelspleje og legetøj. Charlotte har i øvrigt specialiseret sig i “de fir poters husapotek” og vil fremover i SUND-FORSKNING krydre vores sider med nyttige tips til vores allerbedste venner. Dem, der aldrig siger os imod.

Har du været til dyrlægen og sikret dig, at vovse ikke fejler noget alvorligt, kan du få glæde af en tur til Den Grønne Pote, eller skrive til Charlotte Dinesn her i SUND-FORSKNING. Skriv til info@sund-forskning.dk og vi ekspederer dine spørgsmål videre.

 

 

Skriv en offentlig kommentar...

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Giv mig besked om: