Mental sundhed – afhænger af, om du oplever livet UDEFRA og IND eller omvendt?

Mindfulness

 

Alt er anderledes – intet er ændret!

For tre måneder siden hørte jeg en podcast, og lige siden har alt i mit liv været anderledes – trods jeg intet har ændret. Årsagen er, at jeg er stødt på en for mig livsomvæltende forståelse af det at være menneske.

 

Af Henning Svensson

 

Det lyder nok lettere overdrevet. Men hele min underliggende livsforståelse blev vendt på hovedet for tre måneder siden. Og det har gjort, at jeg nu har en meget dybere indre ro og balance. Jeg har en følelse af at være mere hel. Jeg oplever større taknemmelighed og i det hele taget følelsen af at være fyldt med meget mere livsglæde – og alt sammen på en betingelsesløs måde.

Og nu tænker du nok: ”Manden er garanteret hjernevasket af en nyreligiøs fanatisk sekt, som driver ind over landet vestfra”. Eller ”Han har slået sig ned som munk, hvor han mediterer 60 timer om ugen i skøn kombination af lige så mange timers yogapraksis” – og hvor skal almindelige mennesker få den tid fra?

– Men nej, jeg har INTET gjort, intet praktiseret eller trænet. Jeg har blot LYTTET til andre, som har puttet ord på en livsforståelse, som kaldes ”The 3 principles”, også kendt som ”Inside out revolution”.

For en god ordens skyld, der er naturligvis intet forkert ved hverken meditation eller yoga.

 

De 3 principper

De 3 principper blev oprindeligt formuleret af en canadisk svejser ved navn Sydney Banks.

Han havde ikke nogen psykologisk baggrund, men en dag fik han nogle dybe indsigter, og de indsigter blev til det, han kaldte ”De 3 principper”.

De 3 principper er “Mind, Consciousness and Thoughts”, og de siger jo ikke noget i sig selv, og her er ikke plads til at uddybe dem. Men kort fortalt så drejer ”De 3 principper” sig bl.a. om, at ”Tanker skaber følelser”, og at man kan opfatte livet ”Indefra og ud” eller ”Udefra og ind”

Tanker skaber følelser

Lad os lege lidt med det. Hvis det nu er sandt, at ”Tanker skaber følelser”, så er DINE følelser skabt af DINE tanker – og hvordan kan det så være din chefs skyld, at du har en følelse af vrede?

Og hvis ”Tanker skaber følelser”, så er følelsen af lavt selvværd jo bare en tanke, din egen tanke.

Og en tanke er fysiologisk set bare en forbigående elektrisk udladning i din hjerne. Så hvis du ikke giver tanken opmærksomhed, så forsvinder den af sig selv og giver plads til en ny frisk tanke, smart ikke?

Igen, hvis ”tanker skaber følelser”, så lever vi i følelsen af vores egne tanker, ikke i følelsen af verden, som den reelt er, ikke i følelsen af ydre omstændigheder, som de reelt er, men i følelsen af de tanker, vi selv skaber om det, vi oplever.

Eksempel: Hvis vi tror, at vi sidder og ser en dokumentar, og det så går op for os, at det er ren fiktion – så ændres vores opfattelse, altså, vores tanker og følelser om udsendelsen ændres. Og det er jo sjovt ikke, for udseendelsen er jo den samme!

Så vores følelser om ting, personer osv. genereres inden i os selv. De følelser projekterer vi så ud i verden – så det, vi oplever, er altså en verden set gennem det ”tanke- og følelsesmæssige filter”, vi selv har lagt ud. Vi oplever ikke verden, som den er, vi oplever vores egen projektion af den.

Hvor kommer tankerne fra?

Kender du til det, at du får en tanke, og du tænker: ”Hvor kom den lige fra?”

Forskere siger, at vi kan have op til 70.000 tanker hver dag. Faktum er, at vi ikke kan forhindre en tanke i at opstå, for når vi først observerer den med vores bevidsthed – så er den der jo allerede.

Ingen af os vælger, hvilke tanker som opstår i os. Vi er ikke vores tanker, men vores sind kan fyldes af de tanker, som vi dyrker. Og tanker skaber følelser …

Nogle af de tusindvis af tanker, vi får dagligt, griber vi fat i, vi dvæler ved dem og tænker flere tanker omkring dem. Men langt de fleste af vores tanker driver ubemærket forbi, som var de lette hvide skyer på en blå himmel. Og sjovt nok så har vi mennesker med vores veludviklede hjerner en tendens til at gribe fat i de tunge, sorte tanker – fordi vi ubevidst mener, at de sorte tanker er vigtige at få løst ved at tænke mere på dem. Videnskaben siger, at en tanke, som ikke gribes, forsvinder helt af sig selv på under et minut. Så hvorfor gribe fat i sorte tanker?

Livskraft

Mind. Alt levende har medfødt livskraft/livsintelligens, som har til formål at opretholde sundhed og dermed livet for den enkelte organisme. Hver en celle i os har en livsintelligens, som gør, at den præcist ved, hvad den skal. Cellerne foretager millioner af processer inden i os hvert sekund og døgnet rundt – alt sammen for at opretholde sundhed og dermed livet bedst og længst muligt.

Det samme gør sig gældende for cellerne i vores sind, naturen har givet os en medfødt mental sundhed. Et medfødt sted af ren væren i vores sind, det er her, vi føler den dybe indre ro, balance og betingelsesløse livsglæde, det er her, vi er i flow.

Det sted kan vi i den efterfølgende metafor kalde for den blå himmel, de hjælpsomme tanker kan vi kalde hvide, lette skyer. De mørke ikke-hjælpsomme tanker kan vi kalde for sorte skyer.

Metafor:

Forestil dig en smuk blå himmel, forestil dig så, at det trækker op, der kommer flere og flere skyer, og de bliver mørkere og mørkere, og lige med et er der et rasende uvejr – hvad sker der med den blå himmel? Ingenting, for bag skyerne er himlen altid blå og upåvirket. Og det samme gør sig gældende i vores fredfyldte sted i sindet – det er der altid, upåvirket af de tanker, som driver forbi.

Det er den mere eller mindre konstante støj fra tankemyldret i vores hjerne, som skygger for vores medfødte og fredfyldte indre sted. Sydney Banks har sagt noget i retning af: “Quiet the mind and seek a beautiful feeling”.
 

Udefra og ind versus indefra og ud
 

Udefra og ind

Hvis du opfatter dig selv og livet ”Udefra og ind”, så vil du nok kunne genkende nogle af disse ”følelser”:

  • Hvis bare jeg fik en ny bil, nyt arbejde eller de yndige sko – så ville jeg være lykkelig
  • Hvis jeg opnåede det og det – så ville alt være godt
  • Hvis bare han/hun ikke gjorde eller sagde sådan – så ville jeg have det godt
  • Hvis bare jeg ikke var offer for ydre omstændigheder – så ville jeg leve fuldt ud

Men hvis det nu er sandt, at ”Tanker skaber følelser”, så giver det jo ikke mening at holde fast i ovenstående ikke-hjælpsomme tanker. Og bag vores tankefyldte analytiske sind har vi vores indre blå himmel, vores medfødte indre fredfyldte rum, ”The space within”, som Michael Neill skriver om.

Indefra og ud

Hvis du opfatter livet og dig selv ”Indefra og ud”, så giver det nok genklang i dig, at ”tanker skaber følelser”, du ser mere dig selv som skaber af livet end som offer for ydre omstændigheder.

Jeg håber at have inspireret dig til at læse mere om og lytte med om ”De 3 principper”.

De 3P’er er en forståelse, ikke en praksis, så der er intet, du skal gøre andet end at lytte fra et åbent sind – så får du dine egne indsigter hen ad vejen.

Psykolog Mette-Louise Holland har skrevet en glimrende bog, ” Det selvhelbredende sind”,

Michael Neill har skrevet flere bøger, bl.a. bogen ”The inside out revolution” og ” The space within”. Derudover er der mange andre at finde på nettet.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *