Ultraforarbejdet mad er ultra-usundt

 

I en travl hverdag tyr mange til færdigmad, fastfood og andre former for ultraforarbejdet mad, der stryger os med hårene, når vi spiser eller drikker det. Men selv om det er ultranemt, kan det på sigt koste dig ultradyrt på hjerte, hjerne og andre helbredsforhold.

Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com


Forarbejdet eller ultraforarbejdet?
Under halvdelen af danskernes aftensmåltider er helt hjemmelavede. Vores forbrug af færdigretter er stødt stigende, for vi er vilde med, at vi hurtigere og nemmere kan få mad på bordet. Desværre er vores indtag af færdigmad, fastfood og andre former for forarbejdet og især såkaldt ultraforarbejdet mad er en væsentlig årsag til sygdomme og fedme.

Og hvad er forskellen så på forarbejdet og ultraforarbejdet mad? En god tommelfingerregel er, at forarbejdet mad er al mad, som har en ingrediensliste. Hvis ingredienserne fra ingredienslisten ikke er noget, du normalt bruger hjemme i dit køkken, så er der tale om ultraforarbejdet mad.

Tre typer mad
Her er et eksempel på forskellen mellem råvarer, forarbejdet mad og ultraforarbejdet mad:

Råvare, ikke forarbejdet: en bakke æg
Ingen ingrediensliste, ingen forarbejdning – bare æg

Forarbejdet fødevare: pasteuriserede hele æg
Ingredienser: økologiske helæg (99 pct.), vand, mælkesyre

Ultraforarbejdet fødevare: vegansk æggeerstatning
Ingredienser: majsstivelse, emulgator: mono- og diglycerider af fedtsyrer, fortykningsmiddel: xanthangummi, rismel, ærteprotein. 

Sådan laver man stryge-med-hårene-mad
I ultraforarbejdet mad er råvarerne ofte dekonstruerede, kemisk behandlede, tilsat madsminke i form af tilsætningsstoffer, emulgatorer, aromaer m.m. og sat sammen på ny. Denne industrielle bearbejdning og anvendelsen af billige ingredienser resulterer i letfordøjelige føde- og drikkevarer, der smager sødt (og salt) og er nemme at tygge eller bare sluge. De giver hurtig energi og mange kalorier fra især kulhydrater og usunde fedtkilder.

Spot din ultramad
Ultraforarbejdet mad og drikke er bl.a. de fleste typer kiks, chips, købebrød, fastfood, snacks, nuggets, myslibarer, kager, sprøde morgenmadsprodukter i kulørte papæsker, slik, fiskepinde, dressing, sodavand samt visse typer plantedrik og ”plantekød”. 


Ultraforarbejdet mad gør os syge og tykke
Rent sundhedsmæssigt er den ringeste form for forarbejdet mad oftest netop ultraforarbejdet mad. Meget tyder på, at hvis man har et højt indtag af stærkt forarbejdede fødevarer, så får man markant øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og andre kroniske sygdomme. Der er ikke en tilsvarende risiko, hvis man har et højt indtag af forarbejdede mad- og drikkevarer.

Ultraforarbejdede fødevarer ser ud til at påvirke vores tarmflora uhensigtsmæssigt, hvilket bl.a. kan føre til metaboliske ubalancer og inflammationer.
Risikoen for at udvikle demens kan nedsættes ved at skære ned på sit indtag af stærkt forarbejdet mad og drikke og erstatte det med mad af råvarer og letforarbejdede råvarer.


Nu også med ftalater og mikroplast
To helt nye studier (2023/2024) viser, at indtag af ultraforarbejdet mad også kan øge menneskers eksponering for ftalater (som er hormonforstyrrende) og mikroplast.

I det ene studie fandt man bl.a. ud af, at indtagelse af ultraforarbejdede fødevarer og fastfood under graviditeten øger eksponeringen for ftalater. Det er derfor særligt vigtigt at undgå den type fødevarer, hvis du er gravid – samt hvis du gerne (snart) vil være gravid eller ammer. Børn, særligt små børn, bør slet ikke få ultraforarbejdet mad.

Det andet studie viser, at højtforarbejdede proteinprodukter – fx nuggets, “plantekød”, tofu og lignende – indeholder væsentligt mere mikroplast end minimalt forarbejdede produkter – fx frosne rejer, kyllingebryst m.m. Man formoder, at det plastudstyr, som bruges til forarbejdningen, er den primære kilde til mikroplasten.


Kilder

https://www.neurology.org/doi/10.1212/WNL.0000000000200871

https://www.foodpackagingforum.org/news/ultra-processed-food-intake-can-increase-human-exposure-to-phthalates-and-microplastics

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0160412024000138

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0269749123022352

https://www.instagram.com/p/CxXn9rfs0-l/

https://videnskab.dk/krop-sundhed/bliver-vi-fede-og-syge-af-ultraforarbejdet-mad/

https://www.theguardian.com/science/2023/aug/27/ultra-processed-food-raises-risk-of-heart-attack-and-stroke-two-studies-show

https://www.dst.dk/da/informationsservice/oss/spiseva


Om Rose Maimonide

Rose Maimonide hjælper børnefamilier og gravide med at have nemt ved at leve sundt, bæredygtigt og kemifrit i en travl hverdag. I Roses onlineunivers, Grøn Stue, får du genveje, personlig rådgivning og varmt fællesskab omkring alt til din bæredygtige hverdag. Se mere på rosemaimonide.com