Varm vintersalat med quinoa

 

 

Denne salat er et varmende, grønt indslag i de sidste kolde måneder. I virkeligheden kan salaten tilberedes og varieres på et utal af måder. Grundingrediensen er quinoa, og så tilsætter du de grøntsager, du har på lager samt lidt ristede nødder eller kerner. Vupti – og du har en nærende salat til at spise nu, tage med på farten eller gemme til i morgen. I denne variation er grøntsagerne tilberedt.


Af Nanna Stiegel, ernæringsterapeut (DET)

Opskriften blev bragt i magasinet sund-forskning – februar/marts 2019

 

 

Det skal du bruge til ca. 2-3 personer

  • 300 g kogt quinoa
  • 400 g sød kartoffel
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 200 g broccoli
  • 1 stor håndfuld valnødder
  • Frisk koriander
  • Koldpresset olivenolie
  • Urtesalt
  • Peber
  • Citronsaft

 

Sådan gør du
Hvis du ikke har kogt quinoa, skal du koge de små frø først. Kog gerne en hel pose, så du har til flere salater i morgen og overmorgen (se nedenfor). Husk at skylle frøene grundigt i en sigte, inden du koger dem. Quinoa skal koge i cirka 12-15 minutter. Hvis du kun vil koge til denne salat, skal du bruge cirka 150 gram ukogt quinoa for at få 300 gram kogt.

Skræl de søde kartofler. Fjern skallerne fra løg og hvidløg.

Snit løg og hvidløg i små tern. Skær de søde kartofler i små tern og broccoli i små buketter.

Svits løg, hvidløg og sød kartoffel i olivenolie på panden ved jævn varme, til løgene er bløde, og sød kartoffel er gennemstegt. Kom valnødderne på panden undervejs, så de når at blive let ristede. Kom de små broccolibuketter på panden, og steg med de sidste to minutter. Smag til med urtesalt og peber.

Hak koriander fint.

Kom så kogt quinoa og alle grøntsagerne i en skål. Hæld lidt ekstra olivenolie over og et lille skvæt citronsaft. Smag til med urtesalt, og kom hakket koriander ovenpå.

Så er der serveret.

 

 

Genveje til grønne tallerkener

Jeg elsker nemme løsninger i et køkken. Jeg kan godt lide at lave mad og at spise god, nærende mad. Der er bare så mange andre ting i livet, jeg også godt kan lide at lave. Derfor prøver jeg altid at finde genveje til grønne tallerkener. Her får du en af genvejene. Quinoa-salater er nemlig én af dem. Princippet er at koge en hel pose med quinoa (på fx 350 gram) ad gangen. De kogte, afkølede frø opbevares i køleskabet. Så har du basis til frokostsalater i de kommende dage. Kom ca. 100-150 gram kogt quinoa i en tæt beholder, og fyld på, hvad du har af grøntsager, en håndfuld letristede nødder eller kerner, krydr med urtesalt, og tilsæt et par teskefulde god pesto eller bare god olivenolie. Har du behov for ekstra protein, kan du komme en rest kylling eller kogte bønner i salaten, spise et æg til eller lidt hummus, alt efter præferencer og behov.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *