Tag det roligt, du har menstruation

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 11.35.10

 

Af Irene Hage, læge, bragt i sund-forskning – vinter, 2016

 

Vi skal anskue menstruation som noget, der er påvirket af kultur, fysiologi og følelser. Det er ikke bare en irriterende periode. Det er bevis på din frugtbarhed, og gener kan være et klart billede på ubalancer i din krop. Så tag hånd om dine PMS symptomer og dig selv.

 

Præmenstruelt syndrom eller PMS er en tilstand, der kan påvirke kvinder lige fra deres allerførste menstruation og helt op til menopausen. Nogle får først PMS, når de er i 40’erne, men 70-80 % oplever PMS i en eller anden grad ved hver eneste cyklus. Næsten alle kvinder (80 %) kender til at have symptomer hver måned før menstruation – symptomer, som forsvinder, når menstruationen er kommet godt i gang.

 

Den kvindelige frugtbarhed

Når vi engang forstår PMS fuldt ud, vil vi sikkert indse, hvor tæt forbundet tilstanden er med kulturelle holdninger og fysiologiske og følelsesmæssige faktorer. For dette samspil påvirker en kvindes liv under hele cyklussen. At holde sig i form, spise sundt og forsøge at genoprette sin hormonelle balance virker alt sammen lindrende på PMS, men den kultur, vi befinder os i, er også afgørende. Der skal en langt mere rummelig indstilling til i vores kultur omkring kvinders menstruationscyklus. I stedet for at betragte menstruation som en plage og noget, der skal overstås, bør vi nå frem til at betragte menstruation som et positivt bevis på livets cyklus og på vores kvindelige frugtbarhed.

 

Menstruationens indre pres

Først i 1980’erne blev PMS anerkendt i lægeverdenen som et problem for kvinder, og noget der skulle tages alvorligt. Selvom vi er kommet et stort skridt videre og i dag kan tale åbent om PMS, er der alligevel en tendens til at undertrykke, hvordan vi har det både med PMS og med menstruation i det hele taget.

Vi presser os selv til at arbejde lige så meget og lige så hårdt som vi plejer, vi tager p-piller for at slippe for symptomerne, er flove over vores krop og ligger under for et indre pres om, at vi bør være imødekommende og søde, selvom mange af os har brug for at være lidt for os selv og både rase ud og hvile ud i disse lidt “kritiske” dage.

Da dagene forud for menstruationen ofte er en følelsesladet periode med mange fysiske gener, vælger stadig flere kvinder at betragte det ikke som en hæslig tid, men som et “vindue”, dvs. en mulighed for at tale ud, hvile ud og være i kontakt med både kroppen og følelserne. Ved på den måde at “følge flowet” får de renset ud i deres sind og tanker, kommer til bunds i nogle ting og er klar med frisk energi til en ny kvindelig cyklus.

 

Symptomer

Der findes over 150 forskellige kendte PMS-symptomer, heriblandt sliktrang, træthed, humørsvingninger, hovedpine, oppustethed, fedtet hud, “kedeligt” hår og manglende evne til at koncentrere sig. Nogle kvinder har det værre end andre, og nogle cyklusser slår en ud mere end andre. PMS-symptomer begynder at dukke op i anden halvdel af menstruationscyklussen, dvs. efter ægløsningen – lutealfasen kaldes det.

 

Årsager

Det kan dog spille en rolle, hvor stort og hvor pludseligt et fald, det drejer sig om, hvilken type østrogener, du har mest af i kroppen, og om din krop er i stand til at udskille de østrogener, den ikke lige står og skal bruge her inden menstruationen. Desuden tyder meget på, at kvinder, der ikke har sørget for at være dækket ind mht. gode næringsstoffer, er mere udsatte for PMS. Årsagerne er mange, og det er svært at definere dem fyldestgørende, fordi PMS for mange kvinder er en så almindelig tilstand med så varierende symptomer. Ingen enkelt årsagsteori er dækkende, fordi årsagerne indgår i et samspil inden for et bredt spektrum af kulturelle, fysiske og psykiske faktorer.

 

Fokus på

Ved at sætte ind med kost og kosttilskud kan du virkelig mindske mange gener, når det drejer sig om PMS. Som regel tager det 2-3 måneder, før virkningen kan mærkes i kroppen, så du må have lidt tålmodighed.

 

Kost

Spis mange grøntsager, frugt, nødder, linser og bønner, da det er vigtigt at tilføre kroppen de betændelseshæmmende prostaglandiner (E-1 og E-3), hvis du lider af PMS. Er din PMS meget slem, så prøv i en periode at spise helt vegetarisk. Undgå sukker – ganske enkelt! Hvis du oplever, at du føler angst og er nedtrykt i forbindelse med PMS, så lad kaffen stå – og drop så vidt muligt også alle andre koffeinholdige drikke, i hvert fald i perioden efter ægløsningstidspunktet og op til menstruationen.

 

Motion

Kvinder, der dyrker regelmæssig motion, lider ikke nær så meget af PMS som kvinder, der ikke gør. Så cykl, spil badminton eller volley, gå og/eller løb dig et par ture eller tre om ugen – og få det bedre både humørmæssigt, mht. koncentrationen og med evt. menstruationssmerter.

Men overdriv ikke – hård, intensiv træning gør ikke den samme gavn som motion i et mere let og jævnt tempo.

 

Stress

Som for mange andre tilstande spiller stress en stor rolle i forbindelse med PMS. Et ekstremt højt stressniveau og stress over længere perioder påvirker kroppen på alle mulige måder. En årsag til, at PMS gør dig træt, irritabel og nedtrykt, kan være, at du på de dage har sværere ved at håndtere uforudsete hændelser, andres krav til dig, emotionelle påvirkninger, og at du har brug for ekstra meget både hvile og søvn.

 

Østrogener i miljøet

Vi bliver mere og mere udsat for østrogenlignende stoffer fra vores omgivelser – fra pesticider, polyklorerede bifenyler og fenoler for blot at nævne nogle få. Disse stoffer efterligner østrogen i kroppen og menes at bidrage til stigningen i østrogenrelaterede sygdomme som PMS, brystkræft og lav sædcelleproduktion.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *