Lille detalje under graviditeten kan sikre dit barn lidt højere IQ

 

Helt ny forskning afslører en overraskende sammenhæng imellem indholdet af D-vitamin i blodet hos den gravide mor og intelligenskvotienten hos barnet i fire- til seksårsalderen.

 

Af Bjørn Falck Madsen

 

Hvis du planlægger at blive gravid, eller måske allerede er i lykkelige omstændigheder, kan det være en rigtig god ide at sørge for, at du har nok D-vitamin i blodet. Det kan du gøre ved at få tilstrækkeligt med sollys om sommeren. Om vinteren, hvor solen er for svag her i Norden, er du derimod nødt til at få vitaminet fra kosten – hvilket er svært – eller fra tilskud. Grunden til, at netop D-vitamin er så vigtigt for dig som gravid, er, at forskere fra Seattle Children’s Research Institute med en helt ny undersøgelse har dokumenteret, at højere indhold af D-vitamin i blodet er relateret til højere IQ hos barnet i alderen fire til seks år. Undersøgelsen viser samtidig, at D-vitaminindholdet i blodet hos afroamerikanske kvinder er markant lavere end hos kvinder med lys hud, hvilket hænger sammen med, at D-vitaminsyntesen i mørk hud ikke er nær så høj, da den øgede pigmentmængde blokerer for UVB-strålerne.

 

D-vitaminmangel hos 46 pct. af de gravide

Ifølge forskerne bag undersøgelsen tager mange i forvejen såkaldte graviditetskosttilskud, men indholdet af D-vitamin i disse er ofte for lavt til at gøre en forskel. Der blev da også observeret D-vitaminmangel hos 46 pct. af samtlige kvinder i undersøgelsen, og problemet var som sagt endnu mere udtalt blandt de farvede kvinder. Efter at have taget højde for en række andre faktorer end D-vitamin, som relaterede til intelligenskvotient, kunne forskerne konkludere, at højere D-vitaminstatus under graviditeten er forbundet med højere IQ hos barnet i fire- til seksårsalderen. Der er tale om en observation i højere grad end et reelt videnskabeligt bevis, men der er anden forskning, som kæder D-vitamin sammen med mentalt helbred hos børn og tilmed viser, at det kan gøre en forskel at give tilskud af vitaminet.

 

D-vitamin hjalp skolebørn i norsk undersøgelse

Eksempelvis viste en norsk undersøgelse fra 2017, at skolebørn, som fik dagligt tilskud af D-vitaminpræparatet D-Pearls, havde lettere ved at klare mentalt krævende opgaver og generelt havde bedre mentalt helbred og mere harmonisk social adfærd end jævnaldrende børn, som fik snydekapsler med placebo. Undersøgelsen er offentliggjort i Scandinavian Journal of Psychology.

 

Effekt også påvist hos voksne

Forskere har ligeledes fundet en sammenhæng imellem D-vitaminindhold i blodet hos voksne og deres kognitive evner. For eksempel viste en undersøgelse fra University of Cambridge, at blandt de ældre personer, som havde lavest D-vitaminstatus, var der en tendens til, at de ikke kunne klare mentalt udfordrende tests lige så godt som de personer med højt indhold af vitaminet. Sammenlagt 1.700 engelske mænd og kvinder deltog i denne undersøgelse.

 

Hurtigere opgaveløsning

En undersøgelse, som forskere fra University of Manchester har udført, kiggede på D-vitaminindhold i blodet og kognitive evner hos over 3.000 mænd i alderen 40-79 år. Undersøgelsen fandt, at de deltagere, som havde lav D-vitaminstatus, var langsommere til at udføre de forskellige tests sammenlignet med dem, der havde højere vitaminindhold i blodet. Det var især tydeligt blandt dem, der var 60 år og ældre.

 

Vitaminstatus styres af mange faktorer

Forskerne, der udførte undersøgelsen af gravides D-vitaminhold i blodet og IQ blandt deres børn, knytter en kommentar til deres forskning. De påpeger, at D-vitaminmangel kan forekomme selv hos dem, der spiser sundt og fornuftigt. Det kan nemlig afhænge af faktorer som hudtype, livsstil og andre variabler. De opfordrer til øget fokus på gravides D-vitaminstatus, men påpeger dog samtidig, at der skal flere og større undersøgelser til for at kunne drage endelige konklusioner.

 

Kilde: Journal of Nutrition, november 2020

 

0 0 vote
Article Rating
Subscribe
Giv mig besked om:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x