Uklassiske æblekager

 

 

Efterår er æblernes årstid. Snyd ikke dig selv for at tage på ”pluk-selv”-æbledag i en plantage i nærheden af, hvor du bor – og fyld dine depoter op med gode danske æbler. Du kan få æblerne til at holde sig endnu længere, hvis du laver dem til æblemos og fryser den ned. Her får du fif til, hvordan æblemos kan bruges i en skøn dessert.

 

Af Nanna Stiegel, ernæringsterapeut (DET)
Opskriften blev bragt i magasinet sund-forskning – oktober/november 2019

 

 

Det skal du bruge til 4 personer:

  • 1 kilo æbler
  • 2 dadler
  • 1 tsk. vanilje eller en vaniljestang
  • 1,5 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1,5 dl vand

 

Cashewnøddeskum

  • 200 g cashewnødder, sæt gerne i blød i vand i 2 timer
  • 1 spsk. honning
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 2 tsk. loppefrøskaller (HUSK)
  • 1 dl vand
  • 4 tsk. citronsaft

 

Til topping

  • 20 g mørk 85 % chokolade
  • 30 g hasselnødder

 

Sådan gør du:

Fjern kernehusene fra æblerne, og skær dem i mindre stykker. Kog æblestykkerne møre med krydderier og dadler. Blend til æblemos. Lad den køle helt ned.

 

Imens æblerne koger og køler ned, kan du forberede de andre dele af æblekagen. Hak hasselnødderne groft, og rist dem gyldne. Hak mørk chokolade. Og lav cashewnøddeskummet ved at komme alle ingredienserne til det i en minihakker eller kraftig blender, og blend til ensartet og cremet masse.

 

Find nu fire små glas frem, og læg æblemos og cashewnøddeskum i lag. Start med æblemos, så et lag cashewnøddeskum, herefter æblemos, og top igen med cashewnøddeskum.

 

Pynt med nødder og mørk chokolade på toppen.

 

Tip: Lav gerne en dobbelt portion æblemos, når du er i gang, og frys ned, så du har til de dage, hvor sukkertrangen dukker op som trold af en æske.

 

Tip: Du kan selvfølgelig også lave æblekagerne her med almindelig flødeskum i stedet for cashewnøddeskummet. Det er en billigere og nemmere variant for dig, der kan tåle mælkeprodukter.

 

 

”An apple a day keeps the doctor away”, lyder ordsproget, og der er nok noget om snakken. Ikke alene er æbler smækfulde af vitaminer og mineraler. De smukke rødgrønne frugter indeholder også pektin. Pektin er et sukkerstof med god fibereffekt – og det er gode nyheder for tarmens sundhed. Pektin er også godt for blodsukker og kolesteroltallet, ligesom det understøtter en naturlig afgiftning. Alt sammen nyttigt, når lægen skal holdes fra døren.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *