Behandling af synlige og usynlige ar
December 25, 2016
 
I min praksis som massageterapeut møder jeg tit klienter , som er blevet behandlet for spændinger og  bevægelsesind-skrænkninger, desværre uden tilfredsstillende resultat. I en del af tilfældene viser det sig, at de har et eller flere ar, som skaber problemerne, og som ingen har givet særlig opmærksomhed. 
Af Gunna Højgaard
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning og //mig// – juni-juli 2016
 
Det har vist sig, at de færreste får instruktion i, hvordan de skal strække deres ar efter en operation. Når kirurgen er færdig, overtager plejepersonalet ansvaret for, at såret heler, som det skal. En skønne dag er stingene taget, sårskorpen er fald et af, og alt er godt. Arret modnes langsomt, men sikkert. Til sidst er der blot en stribe af lidt lysere arvæv at se, og alt burde være i den skønneste orden.
 
Så længe arret er ømt, holder de fleste mennesker fingrene fra det. Her er det massørens opgave at begynde behand-lingen med forsigtige greb, som klienten selv kan fortsætte med. Mennesker udvikler arvæv på forskellige måder, og nogle af os behøver behandling af arrene hele livet igennem, så de ikke skaber sammenvoksninger, hævelser og
stivhed.
 
Arrene negligeres
Hvorfor glemmer vores klienter deres ar, når de skal svare på vores spørgsmål? Og hvorfor ”glemmer” vi selv at give arrene opmærksomhed, når vi giver massage? Viger begge parter tilbage fra det, fordi arret giver minder om smerter, skader, livstruende sygdomme og situationer og om vores angst i forbindelse med det?
 
Arrene sidder ikke blot i kroppen. Massagebehandlingens trygge atmosfære frembyder en god anledning til at lægge øre til klientens beretning om operationen og de følelser, der knytter sig til den. Hvis der ikke er nogen, der tager sig af de emotionelle ”ar”, kan de forfølge personen i mange år, måske resten af livet.
 
Forklaringen skal findes hos fascierne
Fascierne er det netværk af bindevævsposer, flager og bånd, som strukturerer kroppen og formidler træk, væske og impulser imellem kroppens dele. I den intakte krop er det fascierne med der es forsyning af nerver, der gør det muligt for os at mærke vores krops bevægelser og tillader os at styre dem.
 
Således opstår arvæv
Når man ødelægger celler, opstår der inflammation (betændelse). Bindevævsceller er programmeret til at reparere skader ved at producere flere kollagenfibre, og disse fibre hager sig fast i nabocellerne, hvorefter de begynder at trække, langsomt men sikkert, for at stabilisere vævet efter skaden.
 
Det ærgerlige er, at de ikke altid holder op i tide, men fortsætter med at brede sig, hæfte vævet sammen og stramme til. På den måde kan der opstå arvævsbånd langt fra det sted, hvor skaden oprindelig skete. De dybtliggende ar kommer ikke blot der, hvor der har været skade på celler, men også i det væv udenom, hvor der har været inflammation. Inflam-mationen har en følgesvend, som ikke altid er velkommen: Den stimulerer fibroblasternes produktion af kollagenfibre, som danner disse broer og sammenbindinger.
 
Arvævsbehandling
Det var først i ”nullerne”, at jeg selv blev opmærksom på arrenes huseren. Det skete i forbindelse med, at jeg lærte om fasciestrukturen og om, hvordan den reagerer på traumer. Der skulle dog mødet med en international kapacitet til, før jeg for alvor kastede mig ud i specifik arvævsbehandling. I begyndelsen af 2015 kom jeg på kursus hos Marjorie Brook
fra USA. Hun tilføjede endnu en dimension til min viden om arrene, nemlig at man med systematisk behandling af arvæv ikke alene kan smidiggøre vævet, men også skabe afløb fra hævelser, som måske har befundet sig på stedet
i mange måneder eller år siden operationen eller skaden.
 
For eksempel griber hun fat i navlens sider og strækker linea alba i begge retninger ved at rotere navlen langsomt og sejt. Det ser voldsomt ud men føles ganske befriende, siger de, der har prøvet det.
 
Usynlige ar
Arrene efter en kikkertoperation er gerne ganske små og forsvinder hurtigt blandt andre små rynker i huden. De åbninger, som redskaberne har lavet i dybereliggende fascier, vil også lukke sig, men processen stopper ikke med det. Arvævet har en tilbøjelighed til at blive ved med at danne små og store broer og sammenvoksninger til nabovæv og organer, og så snart en forbindelse er dannet, begynder den at trække sig sammen. Det vil ske, lige indtil der kommer stræk på vævet.
 
Arvæv efter overbelastning og overanstrengelse
Den almindeligste arvævsdannelse sker, når muskler og sener er slidte og ikke når at reparere sig, indimellem de bliver belastet, og så vil der opstå inflammation. Hvis skaden bliver ignoreret, forstærkes inflammationen, og der kommer flere sammenbindinger og sammenklæbninger mellem væv, der ellers skulle glide fint i forhold til hinanden.
Disse stramninger og sammenklæbninger kan massøren i princippet behandle, som om det var arvæv – hvilket det på en måde også er. Behandlingen er lykkedes, når personen selv har dannet et helt normalt bevægemønster ved at udnytte den bevægelsesfrihed, som massøren har bidraget til.
 
Gunna Højgaard, Skoleleder (MASSAGESKOLEN), underviser, massageterapeut og foredragsholder, www.massageskolen.dk.
 
Gunna Højgaard afholder kursus i arvævsbehandling i København søndag den 21. august. Fokus på den praktiske udførelse. Kurset er åbent for alle kropsbehandlere. Information og tilmelding til: gunna@massageskolen.dk

 

 

Skriv en offentlig kommentar...

Vær den første til at kommentere!

Giv mig besked om:
wpDiscuz